Randers Kommune har åbnet Miljø og Teknik Kundecenter, som gør, at man fremover kun skal henvende sig ét sted, hvis man har et ærinde i Miljø og Teknik

 

Nu er det slut med at gå på jagt på de kommunale gange efter medarbejderne i Miljø og Teknik i Randers Kommune. Forvaltningen har nemlig etableret et kundecenter på Laksetorvet, hvor man fremover skal henvende sig, hvis man har et ærinde i Miljø og Teknik.

“Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores service og mødet med vores kunder, og med Miljø og Teknik Kundecenter har vi nu skabt én fysisk indgang, så man kun skal henvende sig ét sted. Målet med kundecenteret er, at borgere, erhvervsfolk og samarbejdspartnere fremover vil opleve en bedre, mere let tilgængelig og professionel betjening” siger Søren Fonseca, der er leder af Byg og Kundecenter.

 

Forbedrede mødefaciliteter
Miljø og Teknik Kundecenter har adressen Odinsgade 7, og det er altså her, at man fremover skal gå hen, hvis man har en aftale om et møde eller spørgsmål om alt fra byggesager til affald.

I kundecenteret vil man møde medarbejdere, der kan svare på en lang række spørgsmål og ellers har medarbejderne direkte adgang til kolleger, der vil kunne hjælpe. Samtidig er der i kundecenteret opsat infoskærm, så man kan se, hvilket mødelokale man skal gå til, hvis man har en aftale i forvejen. Alle mødelokaler ligger lige ved siden af kundecenteret, så de er lette at finde.

“Selvom en rigtig stor del af vores kundebetjening i dag sker digitalt via hjemmeside og selvbetjeningsløsninger, så er det fortsat nødvendigt at have muligheden for mødes ansigt til ansigt. Vi har tidligere holdt møder på medarbejdernes kontorer, og vi har helt klart manglet mere indbydende og professionelle rammer. Det har vi nu, og jeg er overbevist om, at det vil være med til at give vores kunder en bedre oplevelse,” siger Søren Fonseca.

Miljø og Teknik Kundecenter følger administrationens øvrige åbningstid, det vil sige at der er åbent mandag til torsdag fra kl. 09.00-15.00 og fredag fra kl. 09.00-13.00.