Randers Kommunes borgere er efterhånden kommet godt i gang med sortering af det organiske affald. I vinterferien kom turen til nogle af Møllevænget og Storgaardens afdelinger i Randers Nordby. Ved to arrangementer fredag og mandag troppede i alt 125 beboerne op og fik udleveret de grønne køkkenspande til organisk madaffald og poser til et års forbrug

Det skete ved affaldsmøder i området, hvor antropolog Cecilie Jakobsgaard fra Affaldskontoret fortalte om den nye sorteringsløsning og svarede på spørgsmål, sådan at grundlaget for nye, gode sorteringsvaner i Nordbyen er lagt. Arrangementerne er et led i et projekt hos Affaldskontoret, der har til formål at hjælpe sorteringen i Nordbyen rigtig godt i gang ved at møde borgerne til en snak om affaldssortering ansigt til ansigt – i stedet for at nøjes med at sende breve ud til borgerne.

”Ved fredagens arrangement i festlokalet på Falkevej dukkede godt et halvt hundrede beboere op, mens der ved mandagens arrangement i beboerhuset på Flyvervej kom godt 70. Det er mange, så det er jeg godt tilfreds med. De fleste var positive og sagde blandt andet, at det var på tide, at de fik lov at komme i gang med at sortere,” fortæller Cecilie Jakobsgaard.

Hvis der er noget, du vil vide om affald og sortering, så har Affalds Cecilie alias Cecilie Jakobsgaard svarene på dine spørgsmål. Du kan møde hende i Park Caféen på Flyvervej 5 hver torsdag mellem klokken 15 og 17.30 fra 23. februar til udgangen af marts måned 2017.