Med Jeppe Nordin Frost og Anna Lerato Gjettermann, begge ti år og fra gul hold (4. klasse) på Randers Lilleskole, i spidsen, er en flok Randers børn, og et enkelt fra Viborg, klar til at indtage scenen på lørdag ved børnenes MGP i Boxen i Herning

 

Det er søndag eftermiddag – de sidste toner og dansetrin skal indøves i musiklokalet på Randers Lilleskole. I spidsen for øvningen står friskolelærer Mikkel Frost. Han er også far til Jeppe Frost, der har skrevet musiknummeret, der er så godt, at det er udtaget blandt de ti numre, der skal dyste om førstepladsen på lørdag 4. marts ved børnenes MGP som afholdes af Danmarks Radio.

“Vi skrev faktisk nummeret lidt sammen for halvandet år siden, men det er mest Jeppe, der har leget med det. Han har brugt det sidste år til at finde frem til, hvordan det skal lyde. Det er blevet hans nummer, og det er faktisk ret godt. Jeg er selvfølgelig stolt af ham”, siger far Mikkel Frost.

Og Jeppe og også selv stolt af nummeret “Jeg kan gøre, hvad jeg vil”.

“Jeg er glad for, at vi skal med til MGP, men jeg er nok også lidt nervøs”, siger Jeppe Frost, for han har nemlig set scenen tæt på, da han i lørdags sammen med sin familie var inviteret til at overvære de voksnes MGP.

Gruppen hedder JeppAnna og Jeppe og Anna har med på scenen Asta Zinck Kragh fra Munkholmskolen, Laura Als Christensen også fra Munkholmskolen, Villiam Trolle Andersen fra Randers Lilleskole og Asbjørn Kjær Jensen fra Overlundskolen i Viborg. De er alle blevet kontaktet af DR via deres musikskoler, for det var kun Jeppe og Anna på hver deres ukulele, der sendte sangen ind til videre bedømmelse hos DR. Det var en helt simpel optagelse i sorte og hvide nuancer – lyse Jeppe og mørke Anna og optaget med en Iphone.

“Jeg tror, det var det DR faldt for – der var ikke noget opstillet over det – det var bare sangen og musikken”, fortæller Mikkel Frost.

“DR syntes dog, at de skulle bakkes op af et akustisk band – så vi har fået to guitarister, en trommeslager og en kontrabas med”, fortæller Mikkel Frost.

Og Jeppe er glad for den konstellation.

“Det er mega sjovt, og man opbygger gode venskaber”, siger han glad.

Han har svært ved at sidde stille. Han vil gerne i gang med at øve sidste gang inden turen torsdag morgen går til Herning og indøvning af den fælles sang sammen med alle de andre deltagere i MGP.

 

Overrasket

Det var meningen, at sange skulle være sendt ind til sidste års MGP, men den var slet ikke færdig – derfor besluttede både Mikkel og Jeppe at vente et år. Og Jeppe blev overrasket, da DR kom og overrakte dem nyheden om at sangen havde nået finalen i Herning.

“Vi havde musik oppe i det gamle musiklokale”, fortæller Jeppe.

“Jeg blev virkelig glad, da de kom og overraskede os – det er jo sindssygt – der kan være 15.000 mennesker i Boxen, det er jo ikke bare et lille program”, siger han entusiastisk.

“Men jeg tror ikke, jeg bliver ramt af nerver, men måske de der gode sommerfugle i maven”, siger han.

Anna er mere forsigtig, men heller ikke hun tror, at nerverne bliver noget problem.

“Vi har øvet meget, og vi har dansen på plads. Men jeg tror ikke, at vi vinder. Men jeg tror på, at vi kommer blandt de tre bedste i den afsluttende finale”, siger hun optimistisk.

Og de seks børn skal også klædes pænt på – de skal alle have blåt jakkesæt på – drengene med røde sko og pigerne med pink skjorte og sko.

Efter MGP skal både Jeppe og Anna ud at optræde sammen med andre deltagere fra MGP. Det bliver i alt til 15 shows – tre gange i Påsken på Bakken ved København og går de hen og vinder på lørdag skal de optræde i 20 shows.

Alle seks børn er ivrige musikere i deres fritid og de håber at dette kan være med til at skubbe dem i den rigtige retning med musikken.