Stafet For Livet i Randers har i år fået ny formand, men hun er ikke ny i stafetten. Efter et par år som næstformand, har Ingrid Rasmussen valgt at sige ja tak til rollen som formand

I år er det 10. gang, der afholdes stafet i Randers, og Ingrid har været med i næsten alle årene – først som Fighter, som er betegnelsen for nuværende og tidligere kræftpatienter, derefter som frivillig i Fightergruppen, som står for at sammensætte et program for Fighterne, så de får en hyggelig dag på stafetten, og de seneste tre år som næstformand.

Ingrid er en rigtig ildsjæl, som gør et kæmpe arbejde i styregruppen. Bl.a. gør hun et stort stykke arbejde med at tage ud og besøge de lokale butikker og restauranter for at få dem til at sponsorere mad og drikkevarer til stafetten, ligesom hun indsamler gaver til tombolaen”, fortæller Lene Gyde Jensen, PR-ansvarlig for Stafet For Livet Randers.

Og derudover er hun involveret i mange af de andre praktiske opgaver, både i planlægningen og på selve weekenden. Udover stafetten er Ingrid også formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Randers.

Ingrid elsker arbejdet i stafetten. Hun vil gerne gøre en forskel for tidligere og nuværende kræftpatienter, og samle alle, også raske mennesker, som vil gøre en indsats i Kræftens Bekæmpelse.

”Det er en kæmpe glæde at være sammen med så mange positive mennesker, der gør en forskel for andre – at få sådan et arrangement til at lykkes. Alle, man møder i det døgn i stafetten kæmper med hinanden – vi er glade alle sammen, og som formand varmer det mit hjerte, hvor meget alle yder for at få det bedste resulta”, siger hun.

Stafet For Livet beror udelukkende på frivilligt arbejde, og heldigvis er der mange, der gerne giver en hånd med, både på selve stafet weekenden, men også i planlægningsarbejdet, hvor en styregruppe står for et stort stykke arbejde, og her er der ifølge Ingrid et godt samarbejde og sammenhold.

”Det er dejligt at arbejde sammen med andre frivillige i styregruppen, alle har det samme i sig – at ville gøre en forskel og glæde andre. Vi kæmper alle for den gode sag i Kræftens Bekæmpelse, og vi holder alle af dette frivillige arbejde”, fortæller hun.

 

Flere hænder

Dog, tilføjer hun, at de godt kan bruge nogle ekstra hænder i gruppen, så der er flere til at løfte opgaven. Især er der brug for nogle til de lidt større tovholderposter, hvor man dog får masser af hjælp fra de andre frivillige til at udføre opgaverne. Ingen står alene om jobbet.

Overskuddet fra stafetten går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse og deres arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse. Hver 3. dansker bliver ramt af kræft, og det er derfor vigtigt at få knækket koden, så flere kan blive helbredt og leve et godt liv med og efter kræften. Og at det kan lykkes, er Ingrid selv et levende bevis på. Hun fik selv konstateret brystkræft i 2000, hvor hun fik fjernet det ene bryst, efterfulgt af kemo og strålebehandling. Efter halvandet år var der kommet kræft i lymfekirtlerne, og halvandet år efter fik hun konstateret kræft i det andet bryst. En ny type kemostof fik dog bugt med alle kræftcellerne, og efter ti års kontrol blev hun erklæret rask i 2015. Ingrid har dog oplevet en del senfølger med lymfeødem i begge arme, der giver hende en del besvær med at bevæge dem, men som hun selv siger:

”Jeg har en masse energi og humøret er i top – derfor vil jeg gerne gøre en forskel for andre kræft patienter.”

 

Ti års jubilæum

I år kan stafetten i Randers fejre ti års jubilæum. Dette ser Ingrid meget frem til.

”Mit største ønske vil være at hele Randers – erhvervslivet, skoler, børn, unge og ældre, vil stå sammen om vores ti års jubilæum og være med til at samle penge ind til dette fantastiske arrangement, hvor vi alle hygger os. Det er en folkefest, hvor alle kæmper i de 24 timer, stafetten varer. Man går og løber på Tronholmen, for at symboliserer, at har du en kræftsygdom, så har du den i døgnets 24 timer – kræft sover ikke. Når jeg ser tilbage på alle de år, jeg har deltaget i Stafet For Livet i Randers, er det nogle af de bedste weekender, jeg har oplevet i mit liv – en glæde – en kæmpe gejst – en forståelse for andre mennesker, som vi er – og så forskellige vi alle er.”

I det hele taget håber Ingrid, at stafetten kan fortsætte mange år fremover i Randers.

”Jeg håber, at stafetten kan fortsætte med at samle byen denne ene gang om året, for at fejre livet og gøre en indsats for de mennesker, der har mødt modgang pga. sygdom, og de pårørende, der også lider smerte i dette sygdoms forløb – ikke glemme de mennesker vi har sagt farvel til, men tænke på dem i den tid, de kæmpede forgæves, de udfyldte en plads iblandt os, imens de var i live. Derfor er Stafet For Livet noget stort for mig, som jeg ønsker, vil udvikle sig i årene frem i tiden!”

 

Fakta:

Stafet For Livet er et 24 timers arrangement med holdstafet i eget tempo, underholdning, oplysning og aktiviteter, der giver håb og støtte for folk berørt af kræft.

Overskuddet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Stafet For Livet blev startet i 80’erne i USA af kræftlægen Gordon Klatt og har siden spredt sig til 27 lande, med 4 mio. deltagere og 6000 lokalsamfund på verdensplan.

Arrangementet kom til Danmark for 11 år siden, hvor der det første år var fire byer, der deltog, og allerede året efter kom Randers med.

Sidste år var der Stafet For Livet i 58 byer i Danmark, og her i Randers deltog over 1000 deltagere, 65 Fightere og 32 hold i døgnet på Tronholmen.

For mere info: www.stafetforlivet.dk/randers eller Facebook: Stafet For Livet Randers