Sct. Peders Ungdomskor under ledelse af Karsten Blond giver korkoncert i Ålum Kirke torsdag 6. april

Sct. Peders Ungdomskor blev grundlagt i 1996, dengang med navnet Sct. Peders Drenge- og Pigekor. I 2004 modtog koret første pris i den danske børnekorkonkurrence Sangerdyst fra kyst til kyst. Året efter blev det til gulddiplom ved en international korkonkurrence i Budapest og Ungarn, og i 2007 og 2009 opnåede koret igen 1. pris i Sangerdyst fra kyst til kyst.

Koret vandt gulddiplom i 2011 i konkurrencen Young Prague i Tjekkiet,  2. pris i 2012 og 1. pris i 2015 i konkurrencen Vratislavia Sacra i Polen.
Sammen med Sct. Peders Koncertkor udgav koret i foråret 2013 CD’en Skandinavisk Kirkemusik.

I alle årene har koret været ledet af Karsten Blond, som i 1974 blev organist ved Sct. Peders Kirke i Randers. I 1980 oprettede han Sct. Peders Koncertkor, et kor som også har markeret sig som prisvinder ved flere internationale korkonkurrencer, bl.a. ved den berømte internationale Bela Bartok korkonkurrence i Ungarn i 1988.
Karsten Blond afsluttede sin virksomhed som dirigent for koret ved igen at deltage i denne konkurrence i 2014. Her blev han tildelt en specialpris for den bedste fortolkning af det bundne værk i finalen, Janos Vajde: ”Alleluia”.

Koncerten i Ålum kirke er arrangeret af Øster Bjerregrav og Ålum Sognes Menighedsråd.

Der er gratis adgang til koncerten, der starter kl. 19.30.