Randers skal på landkortet som den kommune, der har de fleste rigtige mænd! Det mener Søren Holm fra DR’s første program “Rigtige Mænd”. For nylig besøgte han Randers til kick-off på DR’s nye initiativ, hvor mænd over hele landet har mulighed for at komme i form med hjælp fra et sjak og et træningsprogram

“Kender I det med, at man presser sig selv så hårdt i træning, at man kan mærke pulsen i øjnene og smage blod? Sådan havde jeg det efter de første 70 meter!” Sådan beskriver Søren Holm fra DR’s Rigtige Mænd sin første løbetur, da han begyndte træningen igen efter mange års pause.

Søren Holm er et mønstereksempel på, at man kan komme i form på den fede måde og samtidig blive ved med at være en rigtig mand. Han har fundet et træningssjak i sit nye lokalområde i Asferg ved Randers, og der bliver også plads til at hygge sig med en kold øl efter fodboldkampen, løbeturen eller rundboldkampen. Hans opfordring lyder, at alle mænd skal komme op af sofaen.

“Man skal huske, at uanset hvor lidt man laver, så stikker det at ligge på sofaen,” understreger Søren Holm, som gerne vil gøre sit til at sætte Randers på landkortet som den kommune, der har flest “rigtige mænd”.

Han har oprettet facebooksiden Kronjyllands Rigtige Mænd, og her kan alle følge med. På siden rigtigemænd.dk kan man melde sit sjak til og følge træningsprogrammet frem mod det store løb d. 24. maj.


Os med ølmaver fra Asferg

Rigtig mange kender til værdien af at have en træningsmakker eller flere, der kan give det ekstra spark, der somme tider skal til for at komme ud af døren. Det er en del af konceptet bag DR’s initiativ “Rigtige Mænd”, hvor man skal have et sjak for at deltage på hjemmesiden rigtigemænd.dk. Der er allerede tilmeldt en håndfuld hold fra Randers Kommune – blandt andet “Os med ølmaver”.

“Vi er en hel flok med ølmaver, og de fleste af os har kendt hinanden, siden vi var børn i Asferg. Nu træner vi sammen et par gange om ugen, og nogen ser “Rigtige Mænd” som en mulighed for at blive mere seriøse med træningen og måske tabe sig lidt,” siger Tommas Sørensen, medlem af “Os med ølmaver”.

Cirka halvdelen af holdet var mødt op til kick-off arrangementet i Bombardier ved havnen i Randers, hvor deltagerne også fik mulighed for at snuse lidt til foreningslivet. RgF var til stede og har givet alle deltagere i “Rigtige Mænd” muligheden for at møde op til gratis træning en gang om uge op til løbet 24. maj. Også Randers Raptors Floorball Club og Roklubben var til stede, og begge klubber tilbyder prøvetimer til alle interesserede.

Hvis man gerne vil være med, men mangler et sjak, så kan man kontakte Matias Gjerløv fra Randers Sundhedscenter på mail Matias.Gjerlov@randers.dk eller tlf. 20347724.