Den lokale DJ og producer Kelde alias Michael Keldsen, der er studievært på Radio ABC er for andet år i træk nomineret til en pris ved DeeJay Award. I år vil han kunne tage prisen Årets Radiomix med sig hjem

Han har efterhånden passeret de 30 år, men er man ung af sind, kan det sagtens lade sig gøre at skabe sig en karriere indenfor elektronisk dance musik. Og det gør Kelde. Ved siden af sit job som radiovært har han skabt sig et liv som Dj og producer og er tit på landevejen for at spille clubjobs rundt om i landet – hvor de, der er en del yngre end ham selv, besætter dansegulvet. Men musik har ingen alder, hvis man spørger Kelde:

”Der er ingen alder for musik – det handler om følelser. Og jeg er sådan en person der er ung af sind og det giver mig et kick at være ude at spille på de små klubber”, fortæller han.

Sidste år var Kelde nomineret for første gang – det var i kategorien årets danske remix – altså et nummer, der var delvist hans eget – i år er det for jobbet som radiovært og mixer – også kaldet radio DJ – hos Radio ABC, at han skal hive prisen hjem.

”Det er for de mixes jeg har lavet til udsendelsen Party Night som bliver sendt lørdag aften på Radio ABC og jeg er stolt over at det arbejde jeg laver til daglig nu har skaffet mig en nominering”, siger han. ”Selvfølgelig håber jeg at vinde men bare det at være nomineret er jeg stolt af”, siger han.

Han kan huske at han i 2014 skrev på facebook at det var hans mål at blive nomineret ved DeeJay Award og nu her tre år efter er det altså anden gang at han er nomineret ved prisuddelingen.

”Jeg er glad for, at jeg har opnået mine foreløbige mål, så må vi se hvor det tager mig hen, hvis jeg går hen og vinder”, fortæller han.

Som så mange andre konkurrencer er det publikum, der bestemmer, hvem der vinder prisen. Afstemningen løb indtil 3. april. Men det er kollegaer i radio og musikbranchen der har indstillet Kelde til prisen. Der er fem nomineret.

”Det vil uden tvivl være den største drøm at vinde denne pris, for dette r et stykke arbejde jeg laver for min arbejdsplads. Det vil være fedt at kunne byde ind med en pris jeg ikke havde regnet med at blive nomineret til i år”, siger Kelde.

 

Livestream

Men lidt af sit eget materiale er der dog i det mix som Kelde er nomineret i.

”Det er et mix hvor jeg inddrager mine egne numre også – det er her hvor jeg viser hvad jeg kan, når jeg er ude at spille. Men selvfølgelig ville jeg da gerne være nomineret for mine egne numre det ville jeg da, for det er jo det jeg godt kan lide at lave.” Genren er electronic dance og Kelde går efter at lave radio- og clubhits – det de unge gerne vil på dansegulvet til.

”Men det at komme til DeeJay Award er jo et højdepunkt for mig – det er et show og de henvender sig til sådan nogle som mig – og det er de der lytter til min musik, der kommer”, siger han.

Kelde er ved at skabe sig et navn indenfor genren og han kører sin karriere som en forretning – derfor har han også sponsorer og pladeselskab i ryggen til at bakke sig op. Det er Ejner Hessel, der sørger for at han har en ordentlig bil at køre i og det er pladeselskabet Disco:Wax, der sørger for at udbrede hans musik blandt andet på Spotify. Og han har netop forlænget sin kontrakt og sikret flere udgivelser.

Selvom afstemningen til DeeJay Award er stoppet kører Kelde sin helt egen konkurrence på facebook. Her kan man indtil 7. april være med og vinde højtalere fra Klint og andre sponsorerede præmier til i alt 14.000 kroner. Det hele afsluttes med en livestream på Keldemusic.dk fra kl. 20-22.

Awardshowet foregår i Amager Bio i København i Påsken – 16. april.