Tirsdag 25. april fra kl. 18-20.30 er der officiel indvielse af det nye MTB-spor i Vorup Grusgrav ved Tebbestrupvej. Man er velkommen til at møde op med sin cykel

 

Der bliver mulighed for at prøve det knap fire kilometer lange og 100 skrappe højdemeter spor af under kyndig vejledning af trænerne fra MTB-Randers. Du kan også opleve MTB-løjerne på afstand til en sodavand, kaffe og kage eller en pølse i den til lejligheden opstillede pølsevogn.

Det er partnerskabet bag Vorup Grusgrav Friluftsområde, som inviterer til eventen i samarbejde med MTB Randers. Projekt Vorup Grusgrav Friluftsområde er et samarbejde mellem XL Byg Vorup Tømmerhandel, Team Bertelsen og Natur og Miljø – Randers Kommune.

Projektområdet omfatter private og kommunale arealer i grusgraven og Månedalen.

Formålet med projektet er at gøre området attraktivt og skabe større aktivitet. Store dele af grusgraven er tilgroet med krat, og det er partnerskabets ønske at skabe nogle bedre stiforbindelser og rum til aktiviteter.

Medlemmer af MTB Randers har hjulpet med det praktiske arbejde i forbindelse med anlæggelsen af det nye MTB-spor, mens partnerskabet har dækket udgifter til arbejdsløn og maskiner.