Nyt løbehold for begyndere i Purhus IF
Foråret er over os eller vel rettere på vej, og gymnastiksæsonen er slut. I Purhus IF har det tidligere betydet, at der ikke har været gang i så mange aktiviteter, men det kommer der fremover med det nye løbekoncept, der er startet i foreningen.

Mandag aften kommer i fremtiden til at stå i løbetræningens tegn, da Purhus IF har startet et løbehold op for begyndere. Det sker som følge af efterspørgsel fra medlemmerne, der gerne vil ud i naturen. ”Efter gymnastiksæsonen er der ikke så mange aktiviteter i foreningen, og flere af fitness-medlemmerne kunne også tænke sig at komme ud. Vi har haft et gå-hold, men nu skal løbeskoene snøres,” fortæller Nikoline Elling, der er udviklingskoordinator i Purhus IF.

Løbeholdet er en del af ’Løb med’-konceptet, hvor instruktører fra DGI Østjylland er med til de første træninger. Purhus IF’s egne instruktører bliver uddannet gennem DGI Østjylland og bliver klædt på til at kunne give den bedste træning til løberne uanset niveau.

”Det er underordnet, om man kan eller ikke kan løbe i forvejen. Så længe, man har lyst til at løbe og vil det sociale, så er der plads. Vi vil videregive glæden ved at løbe og samtidig vise, hvilket fantastisk fællesskab, der er, når man løber i en forening,” siger Nikoline Elling.

Udover muligheden for at blive en del af et løbefællesskabgiver ’Løb med’ også mulighed for at få sjov, varieret og fleksibel træning. Som en del af uddannelsen får trænerne fra Purhus nemlig også træningsprogrammer og idéer til anderledes træning.


Løb med i Purhus  IF
Purhus IF’s ’Løb med’-hold træner hver mandag kl. 18.00 fra Træningshuset i Asferg. Løbeholdet er for både nybegyndere og erfarne løbere.

Man kan vælge kun at være en del af løbeholdet eller købe et fitness-medlemskab med holdtræning, der også giver adgang til løbeholdet
Se mere på foreningens hjemmeside: www.purhusif.dk/pif-loebehold