Hvordan sikrer vi borgerne større medindflydelse på forholdene i Randers Kommune og de beslutninger, som træffes af byrådet? Det er temaet for Velfærdslistens næste borgermøde, som holdes på Underværket i Randers på onsdag, 10. maj. Det bliver samtidig det sidste borgermøde i selve Randers by inden sommerpausen

“Det er efter Velfærdslistens opfattelse borgerne i Randers Kommune, som skal bestemme udviklingen. Ikke hverken et snævert byrådsflertal eller forvaltningscheferne”, fastslår Jørn Bjerre, medlem af Velfærdslistens styregruppe, byrådskandidat og en af oplægsholderne på borgermødet.
Foruden Jørn Bjerre har formanden for Medborgerskabsrådet i Randers Kommune, Vitus Jordan, lovet at komme med sit bud på, hvordan borgernes indflydelse i Randers Kommune kan styrkes.
“Mange forskellige steder i Verden eksperimenteres der i disse år med at sikre borgerne mere direkte indflydelse på beslutninger, der påvirker deres hverdag. Det vil der blandt andet komme eksempler på i mit oplæg. Måske kan vi bruge nogle af de samme initiativer i Randers Kommune – fx lægge nogle beslutninger ud til afstemning, enten blandt alle kommunens borgere, eller i et begrænset lokalt område, hvis forslaget fx handler om udviklingen i en bestemt landsby”, fortæller Jørn Bjerre.

Alle kommer til orde
Borgermøderne, som Velfærdslisten har arrangeret en lang række af siden august sidste år, er bygget op, så der efter de indledende oplæg er muligt for alle, der deltager i borgermødet, at komme til orde. Borgermøderne er blevet rost af både politiske modstandere og sympatisører for at være præget af en meget imødekommende og lyttende stemning, så også deltagere, der normalt ikke tager ordet i større forsamlinger, får mod til at komme med deres bud. Ingen, der tager ordet, risikerer nemlig at få deres forslag “skudt ned”. Det kan naturligvis blive kommenteret, og måske også imødegået af andre deltagere, men alt foregår på en anerkendende måde.
“Formålet med borgermøderne er at give alle borgere i Randers Kommune mulighed for at komme med deres visioner på de områder, som især interesserer den enkelte, og dermed få direkte indflydelse på den politik, der skal føres her i kommunen efter næste byrådsvalg. Det kan således ses som et af Velfærdslistens bud på, hvordan borgerne kan få mere indflydelse på den førte politik”, konstaterer Jørn Bjerre.
Han håber, at mange vil møde frem og gøre deres indflydelse gældende på borgermødet onsdag 10. maj kl. 19.00 på Underværket.