Det nye sæsonprogram fra Randers Egnsteater er en bred palette, der tilgodeser alt, hvad det teaterglade publikum måtte ønske. Og så er det fyldt med egenproduktioner og store opsætninger i anledning af Kulturhovedstadsåret

Dykker man ned i det nye program fra egnsteatret, falder man over finurlige, sjove, alvorlige og samfundsaktuelle teaterforestillinger, som appellerer til den store gruppe af teaterglade randrusianere, der hver år igen og igen søger mod scenekunsten, der besøger egnsteatret.

Ballet åbnes med forestillingen Surstrøming. En tragikomisk forestilling om, hvad der sker, hvis hele Danmark kommer til at stå under vand grundet den globale opvarmning. Hvem skal overleve, og hvor skal de tage hen. Det bliver besluttet at fem arketyper af danskeren skal overleve og flyttes til Sverige – men hvem får lov til at søge mod vores svenske naboer, og hvad indeholder de arketyper. Hvem er de, og hvad står de for?

Surstrøming er en stor komedie, der følger op på traditionen om en stor og sjov forestilling til at skyde hele programmet i gang og det endda i Randers Ugen. Her bliver der også rig mulighed for de modige at prøve at smage surstrøming – vel nok den mest ildelugtende madvare, der findes på jorden… Det sker naturligvis i en lufttæt kabine med overlevelsesdragt og maske.

Det er Folketeatret.dk, der udbyder denne forestilling  sat op som en jysk produktion. Og den spiller på de teatre, der er med i produktionen.

“Folketeatret står fuldstændig lige med os i produktionen. Vi har jo mange dygtige skuespillere og teaterfolk her i Jylland, så Folketeatret.dk får penge til at lave disse samarbejder”, fortæller Tine Eibye fra Randers Egnsteater.

Herefter er det tid til det store projekt på Randers Havn – Watermusic. Den hidtil største produktion af Egnsteatret. Her rykker hele teatret, inklusive kontoret, til haven i ugen op til, og der er også her man skal henvende sig og købe billetter – hvis der er flere tilbage.

“Lørdagen er allerede udsolgt, og der er nogle hundrede billetter tilbage til søndag – så billetsalget er gået over alt forventning, og det er vi meget meget glade for”, siger Tine Eibye.

“Det er dejligt at se, at sådan et projekt kan tiltrække randrusianernes opmærksomhed, og det fortæller os også, at Randers er meget glade for teater”.

Sikker vinder
At lave programmet til den nye sæson har været udfordrende – selvom randrusianerne er meget teaterglade, har man skulle leve op til en næsten udsolgt sæson 16/17.

“Vi har aldrig haft så meget udsolgt før hen over en sæson. Faktisk har vi kunnet sælge meget mere end vi har gjort. Derfor har det også været nødvendigt for os at booke flere forestillinger ind til flere aftener, for at imødekomme folks ønsker. For eksempel som vi har gjort med “Hvem spiller ud” som er en bittersød komedie om to ældre mennesker med Peter Schrøder og Susanne Heinrich”, fortæller Tine Eibye.

Stykket er af Vendsyssel Teater, hvor Peter Schrøder dagligt har sin gang. Den handler om to ældre mennesker, der møder hinanden på et plejehjem. De udveksler tanker om deres fortid og deres familier, alt imens de spiller kort. Men det, der skulle være en harmløs adspredelse, udvikler sig efterhånden til et både komisk og grotesk drama.

Programmet er fortrinsvis for voksne, men med familieforestillinger hen over otte søndage.

“Det er randrusianernes skyld, at vi har købt så stort ind – de vil gerne i teatret og det vil vi gerne imødekomme.  Vi har sørget for en mangfoldighed og diversitet, som Peter Westphael siger (teaterlederen red.)”, fortæller Tine Eibye.

Og teater skal også være vedkommende, mener de på egnsteatret. Det må gerne stikke dybere end bare almindelig underholdning for underholdningens skyld.

“Vi er med der, hvor folk vil sætte store ting på dagsordenen. Derfor har vi også forestillingen “Skattesagens helte” med blandt andre Ina-Miriam Rosenbaum, hvor skattesagen kommer under lup. Det er et stykke med vid og bid, og der er ikke sparet på researchen, så alle fakta er på plads”, fortæller hun.

Stykket er en musikalsk komedie om spin og sladder. Skrevet af Kristian Halken med sange af Jens Korse fra den legendariske satiregruppe Selvsving på baggrund af journalist Marie Louise Toksvigs bog “Skat, spin og sladder”.

“Det er skønt med politisk begavet teater, der giver noget at tænke over”, mener Tine Eibye.

I eget hjem
En af de andre politiske teaterstykker, der er på programmet, er “Demokrati”, som ligesom “Køkkenvejen” for år tilbage bliver spillet on location. Denne gang i Byrådssalen umiddelbart efter det næste kommunalvalg. Publikum bliver placeret mellem skuespillerne og forestillingen inddrager publikum, og der skal også stemmes undervejs”, fortæller Tine Eibye.

En anden forestilling, der ikke foregår på teatret, er “Et dukkehjem” – forestillingen skal spilles i private hjem i Randers midtby.

“Her tager stykket udgangspunkt i de værter, der er – de bliver brugt men de skal ikke være bange for, at de skal spille med. Det skal de ikke – det er Ibsens Dukkehjem i private hjem. Og det siger sig selv, at der her ikke vil være særlig mange billetter til salg, så man skal være hurtig ude”, lyder det fra Tine Eibye.

Andre forestillinger der bliver fremhævet i programmet, er blandt andet næste vinterens cabaret – der fortæller om et ægteskab med understøttelse af Aretha Franklins soul univers. Musikken møder det danske ægteskabelige virkelighed i form af Martha og Frank, der balancerer på randen af skilsmisse.

Og så får egnsteatret besøg af Teater;Glad. En flok glade skuespillere med funktionsnedsættelser sætter med forestillingen “Anatomi” fokus på hvilke historier, der gør os, til dem vi er.

Inspireret af skuespillernes personlige historier om krop, fysik og psyke lægges mennesket under mikroskop og bliver udsat for en mental kikkertundersøgelse.

For en hund
Og det er nemt at gå i teatret – det vidner besøgstallene fra denne sæson også om – aldrig før har der været så mange udsolgte forestillinger.

“Vi har den ordning, at hvis man booker billetter til tre forestillinger, så udløser det en rabat – så det reelt ikke koster mere end 100 kroner at se en forestilling. Det gør det muligt for næsten alle at være med og komme oftere i teatret”, fortæller Tine Eibye.

Og det er en ordning som borgerne i Randers har taget godt imod, hvis man ser på tallene for gæster.
“Så er der jo også plads til, at man kan satse lidt – måske gå ind og se en forestilling, man ikke rigtig ved, hvad er. Derved får man også set noget, man måske aldrig ville have set – blot fordi det ikke er dyrere at satse”, siger hun.

Egnsteatret har et godt samarbejde med Værket – som tager sig af de lidt støtte opsætninger og lidt dyrere forestillinger. Det har egnsteatret ikke plads til. Her er det mere intimt.
Billetsalget til den nye sæson er gået i gang.