Ordrebøgerne er klar til at blive fyldt ud, og jobopslagene er ved at blive skrevet på virksomhederne i Østjylland. Andet halvår af 2017 ser nemlig ifølge en ny konjunkturundersøgelse fra Lederne ud til at blive rigtig godt for erhvervslivet i Østjylland

Undersøgelsen viser, at hovedparten af lederne på de lokale virksomheder i Østsjylland forventer, at andet halvår af 2017 vil blive præget af stigende omsætning, produktion og overskud. Også på eksport- og beskæftigelsesområdet er der ifølge de lokale ledere grund til pæn optimisme.
Ifølge konjunkturundersøgelsen har 65 procent af lederne på de østjyske virksomheder en forventning om, omsætningen vil stige i det næste halve år, mens 28 procent kalkulerer med omtrent uændret omsætning. Kun syv procent af lederne tror, omsætningskurverne i den østjyske virksomhed vil vende nedad i andet halvår af 2017.
“Tendensen er den samme, når det gælder virksomhedernes produktion såvel som overskud. 55 procent af lederne i Østjylland forventer, at produktionen stiger i det næste halve år, mens 59 procent kalkulerer med stigende overskud”, siger afdelingsformanden for Lederne Kronjylland Kirsten Hvid Schmidt.
Optimismen ses også på eksportområdet, om end i lidt mere behersket grad. Her svarer halvdelen, 50 procent, at der er stigninger i vente i andet halvår af 2017.

Tro på vækst
“I forhold til beskæftigelsen er forventningen hos majoriteten af lederne i Østjylland, at vi er på vej ind i et halvår med enten stigende eller uændret beskæftigelse. Blandt de 252 adspurgte lokale ledere kalkulerer 50 procent med, at det samlede antal af medarbejdere stiger det næste halve år, mens 36 procent tror, antallet af ansatte forbliver omtrent uændret. 14 procent af lederne belaver sig på en nedgang i antallet af medarbejdere”, siger Kirsten Hvid Schmidt og deler de positive forventninger til både økonomiske nøgletal og beskæftigelse i 2. halvår af 2017.
“Det er skønt at se så stor en tro på vækst i Østjylland, og jeg deler bestemt optimismen. Jeg ved at en virksomhed som Terma, der beskæftiger sig med teknologi, har ansat mange lokale medarbejdere og bidrager til væksten her i Østjylland. Jeg er også af den overbevisning, at den øgede inddragelse af ufaglærte og lærlinge har en positiv indvirkning på de lokale virksomheder og håber, at endnu flere vil benytte sig af den fordelagtige mulighed”, siger Kirsten Hvid Schmidt.
Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 252 fra Østjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor. Undersøgelsen i sin helhed offentliggøres i midten af juni.