På lørdag 20. maj slår Finderiet dørene op for en ny stor genbrugsbutik på Grenåvej 19. Finderiet er samtidig en socialøkonomisk arbejdsplads, og butikken har pt. 36 skåne- og fleksjobbere ansat

Finderiet, som åbner på lørdag på Grenåvej 19, er en 1200 m2 stor genbugsbutik, som sælger varer, der er blevet indleveret på Randers genbrugsplads. Tidligere har Y´s Mens lokale afdeling klaret opgaven med at sælge disse genbrugelige ting i et mindre lokale på genbrugspladsen, kaldet GenBrugen, som holdt åbent én gang om måneden – altid med stor opbakning og masser af kunder. I årenes løb er der blevet solgt for over 2 millioner kroner i GenBrugen. Overskuddet ved salget er blevet delt ud til humanitære og sociale organisationer, som gør en indsats for borgere i Randers Kommune.

Men søndag 2. april var det sidste gang, at GenBrugen holdt åbent for salg – der blev efterhånden indleveret så mange gode genbrugelige effekter på genbrugspladsen, at GenBrugens lokaler var blevet for små, og der var brug for flere hænder til at klare det hårde arbejde med at bære, sortere og prissætte varerne. Derfor har GenBrugen nu givet stafetten videre til Finderiet, som skal føre succesen med salg af genbrug videre.

Gode genbrugsfund i hyggelige omgivelser
Finderiet har fået en ny aftale i stand med Affaldskontoret, og med den nye store butik og de mange ansatte kan genbrugseffekterne nu komme til at skabe endnu mere værdi. På Grenåvej er der plads til mange flere varer i selve butikken, og der er et stort lager til opbevaring samt sortering.

Finderiet flyttede ind i lokalerne for knap to måneder siden og har nu fået omdannet de store tomme lokaler til en lys og let tilgængelig butik med en hyggelig atmosfære og masser af gode genbrugsfund.

”Det er vores ønske, at det skal være en god oplevelse for kunderne at komme i vores butik. Priserne ligger i den billige ende af skalaen, og der skal altid være mulighed for at gøre et godt fund,” fortæller daglig leder af Finderiet, Charlotte Kaas og fortsætter:

”Vi håber også på et godt samarbejde med andre genbrugsbutikker her i byen, som vil kunne hente de varer, vi ikke selv har mulighed for at sælge.”

Derudover er det planen, at Finderiet vil lægge effekter til side til nogle humanitære organisationer -ligesom det var tilfældet i GenBrugen.

De ansatte skal føle sig set og hørt
Finderiet er ejet af fonden GOGGS, der står for ”Guld OG Grønne Skove”, og denne fond er sat i verden for at skabe rummelige arbejdspladser med fleksible rammer for borgere med nedsat arbejdsevne. Bag den erhvervsdrivende fond og socialøkonomiske virksomhed GOGGS står Randers Bo- og Erhvervstræning, Jysk Børneforsorg/Fredhjem og Thor Trans A/S. Direktøren i fonden er Kim Blach Pedersen, der også er forstander for Randers Bo- og Erhvervstræning.

Pt. er der ansat 36 skåne- og fleksjobbere i butikken med forskellige funktioner, blandt andet chauffører, arbejdsmænd, håndværkere, butiksmedhjælpere, administrative medarbejdere m.m.

Der er blandt andet taget hensyn til de ansatte med et ”slappe-af-rum”, hvor man har mulighed for at hvile sig, hvis arbejdsdagen bliver for overvældende.

”Noget af det vigtigste for os her i Finderiet er, at alle føler sig set, hørt og rummet,” siger Charlotte Kaas, der hver morgen begynder arbejdsdagen med at gå rundt og give knus til samtlige ansatte.

Lyt med da Bo Ørris fik en snak med Lars og Søren fra Finderiet.