Randers Kommune har en unik bestand af strandtudser, som er totalt fredede og ikke ret almindelige. Randers Naturcenter har i samarbejde med flere andre naturentusiaster oprettet en “børnehave” for strandtudserne, så deres overlevelse bliver sikret

Et bredt samarbejde bestående af frivillige fra den lokale afdeling af Herpetologisk Forening, lodsejerne, Randers Naturcenter og Randers Kommune står sammen om et projekt, hvor man nu på andet år indsamler nogle af strandtudsernes æg, hvorefter de kommer i en slags “børnehave” på naturcenteret.
Strandtudserne, som er fundet i området omkring Gassum, er fra en særlig indlandsbestand og ikke nødvendigvis knyttet til strandområder, og derfor gør man en helt speciel indsats for dem.
“Når haletudserne har fået en tilpas størrelse, sætter vi dem tilbage, og nogle af dem bliver også sat ud i nyetablerede vandhuller andre steder i Randers Kommune; f.eks. langs Randers Fjord ved Sødring, hvor lokale lodsejere har lagt jord til fine tudsevandhuller. Derved sikrer vi, at mange flere af strandtudsernes yngel overlever og bliver til nye strandtudser i Randers Kommune,” fortæller Per Jespersen fra Randers Naturcenter.
“Jeg synes det er fantastisk dejligt, at vi kan arbejde sammen om et projekt som dette, hvor vi gør en indsats for at bevare de sjældne strandtudser og deres levesteder i vores kommune,” siger Lars Sandberg, biolog i Randers kommune.

Mandag d. 29. maj kl. 19.00 kan man på Randers Naturcenter høre meget mere om strandtudseprojektet og også se naturcenterets “børnehave”, hvor naturcentermedarbejder Per Jespersen er den daglige “haletudse-pædagog”. Han sørger for at strandtudserne har det godt og vokser, som de skal, og også er den som sætter dem ud igen på de gode levesteder i Randers Kommune.