Det skal være slut med, at folk ikke kan læse dagsordener og referater fra havnebestyrelsens møder på Randers Havns hjemmeside. I hvert fald hvis det står til Velfærdslisten, der med et byrådsforslag vil tvinge havnebestyrelsen til åbne mødepapirerne op for offentligheden.

– Randers Havn er kommunal selvstyrehavn. Havnen tilhører derfor kommunens borgere. Derfor skal alle selvfølgelig kunne følge med i, hvad der sker i havnebestyrelsen, siger Kasper Fuhr Christensen, byrådsmedlem for Velfærdslisten.

Han mistænkeliggør ikke havnebestyrelsen, men mener ikke, der er nogen god grund til, at dagsordnerne og referaterne ikke skal være offentlige.