Randers Fortællerne inviterer onsdag 31. maj præcis kl. 19 til en aften med fortællinger i udvalgte gårde og haver i Dronningborgs gamle bydel. Fortællerne står klar til at tage imod på P-pladsen ved Rema 1000, Tjærbyvej, med klapstole og gode historier fra nær og fjern

 

I samlet trop vandres der med klapstole fra den ene stemningsfulde grønne plet, baggård eller have til den næste. Man når til sidst frem til det særlige sted, hvor aftenens sidste fortæller er parat med sin historie. Kaffen og teen står i kander, og kagefadet er ved at blive gjort klar i havelygternes lysskær.

Fortællingernes aften byder på historier af mange slags. Der er folkeeventyr og beretninger med historisk strejf og et pust fra fremmede lande. Der er nutidige fortællinger og historier med dramatik og eftertænksomhed.

Randers Fortællerne har inviteret gæstefortælleren Søren Erik Nissen med på turen, og han fortæller folkeeventyret om den tapre skrædder. Desuden medvirker Lisbeth Nielsen Henrik Kjærgaard-Jensen, Vibeke Svejstrup, Erik Møller Pedersen og Aase Klith er aftenens guide.

Billetter – inkl. kaffe/te og kage samt evt. lån af klapstol – kan købes eller evt. bestilles

hos FOF Randers og hos AOF Randers.

Der er 40 billetter med lån af klapstole.