Små ben tripper rundt overalt i naturen i Randers. Faktisk er Randers den kommune i landet, der har flest grønne flag blandt dagplejerne. I sidste uge blev endnu fem uddelt til dagplejerne i Vorup ved en festlig indianerfest i Kærly
Vi arbejder under de grønne spirer i kommunen og derfor skal vi nu have det grønne flag”, fortæller dagplejer Lisbeth Bay.
Hun er en af de fem dagplejere, der i sidste uge fik symbolet på, at hun introducerer de børn, hun passer, for naturen på en daglig basis.
“Vi er ude hver dag for at udforske naturen og børnene er meget nysgerrig. De elsker for eksempel at gå rundt med en lille lup og udforske skovbunden for insekter”, fortæller hun.

Denne dag er hun samlet med fire andre dagplejere på den lille grønne område i det sydlige Vorup, hvor børnene kan løbe frit og lege. De er opsat et stort indianertelt, som dagplejerne har anskaffet sig. Her kan børnene krybe i ly, når det er tid til en middagslur.
“Men ellers sørger vi for at være ude med børnene hele året rundt. Om vinteren får de for eksempel en klump is i hånden, og så finder de ud af, hvad der sker med den, når den smelter. At være så meget ude i naturen, er noget mange forældre efterspørger”, siger hun.

Det grønne flag kan vejre i de små fødselsdagsflagstænger som bliver sat op, når et barn har fødselsdag, dermed kan alle se, at her er der naturglæde. Flagene blev overrakt af dagplejeleder Kristian Bro Jensen fra kommunen. “Det er fantastisk at dagplejerne er så meget ude i naturen. Det giver børnene et nært forhold til sundhed også”, siger Kristian Bro Jensen. “Og faktisk er Randers den kommune i landet, der har allerflest grønne flag – og vi var også nogle af de første, der begyndte at uddele dem”, fortæller han.
Hos dagplejerne i Vorup er hverdagen grøn, og det er noget børnene kan lide:
“Det er fantastisk at se, hvor meget de får ud af at bevæge sig i naturen. Det gør jo også noget godt for deres motorik. Og se dem hvor meget de elsker at sætte sig på måsen og kurre ned af en skrænt. Det er sjovt”, fortæller Lisbeth Bay.


FAKTA:
Grønne Spirer er Friluftsrådets grønne mærkningsordning for børneinstitutioner og dagplejere. Med ordningen ønsker man at støtte og synliggøre institutionernes arbejde for en grønnere hverdag. For at hejse Spirerflaget og modtager Spirerdiplomet skal man opfylde følgende kriterier:

–  Institutionen skal lave en grøn handleplan
– To af de ansatte skal deltage i Spirerkurset
– Børn og voksne skal sammen gennemføre to temaforløb udfra aktivitetsarkene eller
– Institutionen skal gennemføre to eller flere selvvalgte natur- /miljøprojekter
– I skal fortælle om jeres arbejde til os og til andre