Når Sct. Clemens kirke og Grænseforeningen holder grundlovsmøde 5. juni, er det med Kultur- og Kirkeminister Mette Bock på talerstolen ude i det fri ved Sct. Clemens kirke

Grundlovsmødet i Sct. Clemens kirke har en lang tradition bag sig, og talerne har været mange, her kan nævnes: Biskop Henrik Wigh-Poulsen, borgmester Claus Omann Jensen, forfatter Paul Smith, folketingsmedlem Maja Panduro… listen er lige så lang som traditionen er.
Da Grænseforeningen for Randers & Omegn for tre år siden traf aftale med MF Mette Bock om at hun skulle holde grundlovstale i Randers i 2017, var hun landsformand for Grænseforeningen. Den post trådte hun tilbage fra 28. november 2016, da hun blev udnævnt til kultur- og kirkeminister. Selv om hendes titel således er ny, og selv om hendes kalender er fyldt, så står Mette Bock ved sit tre år gamle løfte om at komme til Randers og tale ved Sct. Clemens Kirkes og Grænseforeningens grundlovsmøde.

Og jordbærtærte
Mette Bock, der er bosiddende i Horsens, er mag.art. i filosofi fra Syddansk Universitet og cand.scient.pol., fra Aarhus Universitet. Hun var direktør for DR Programproduktion, fra 2008 til 2010. Prorektor, Aarhus Universitet, 2007. Administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør, Jydske Vestkysten, fra 2002 til 2007. Programchef og chefkonsulent, SIMI og Lisberg Management, fra 1999 til 2001. Journalist, Morgenavisen Jyllands-Posten, 1998. Direktør, Muskelsvindfonden, fra 1992 til 1997. Konsulent, PLS Consult og Dansk Management Forum, fra 1988 til 1991.
Siden 2011 har Mette Bock repræsenteret Liberal Alliance i Folketinget.
Programmet for Grundlovsdag, 2. pinsedag mandag 5. juni, kl. 15 er en vekslen mellem tale, fællessang og Sct. Clemens kirkes ”Folkekor”, der bidrager med sommersange.
Som traditionen er ved Grundlovsmødet på toppen af Vestparken, bydes der på kaffe og jordbærtærte.
Alle er velkomne til grundlovsmødet i Sct. Clemens, det er gratis. Vejret bestemmer, om arrangementet bliver ude på kirkepladsen, eller i tilfælde af dårligt vejr, indendørs.