Sebastian Glinvad nr. otte i Holstebro

”Meget tilfredsstillende…” Sådan konkluderede Sebastian Glinvad fra Randers Freja Triathlon efter sidste uges 1/6 Ironman i Holstebro, hvor han efter 650 meters svømning, 30 km på cyklen og endelig syv km løb blev nr. otte samlet blandt knap 150 deltagere.
Tiden blev 1.28.51 time. Det er godt syv minutter hurtigere end i fjor. Mere end to minutters forbedring på svømmeturen, fire og et halvt minut hurtigere i sadlen og 41 sekunder hurtigere i løb. Hans forventninger var på forhånd ikke for store.
”For overbelastningsskaden i nederste lændehvirvel har ødelagt meget af træningen de sidste tre måneder. Jeg var dog sikker på, jeg nok skulle kunne gøre en god figur på svømningen og cyklingen, og det holdt heldigvis stik. Det var desuden en stor overraskelse for mig selv og folk omkring mig, at det gik så overraskende godt på løbet,” siger Sebastian, der kørte de 30 km med en samlet gennemsnitsfart på 38,9 km/t.

Kroppen suveræn
Kun otte kørte hurtigere, og inden det afsluttende løb var Sebastian tre minutter efter den førende, og det gav blod på tanden til løbeturen.
”I weekenden var benene så småt ved at være brugbare igen efter dage med rigtig ømme stænger,” siger Sebastian, der samlet blev nr. otte og nr. fem i aldersgruppen.
”Løbet gik faktisk over al forventning. Jeg anede ikke, hvor jeg stod i forhold til min skade, så jeg var indstillet på det værste. Hvis man ser bort fra begyndende kramper i begge lår efter to-tre km på løberuten, så var kroppen helt suveræn. Med 50 km i løbebagagen over de sidste tre måneder er jeg rigtig glad for at have løbet de afsluttende syv km i 28:28 (4:04 pr. km). Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis jeg havde været i løbeform?” Siger Sebastian og giver så et fingerpeg. ”Præstationen i Holstebro lover rigtig godt for fremtiden, hvis jeg kan blive helt skadesfri. Så burde jeg kunne være med helt i toppen næste år.” Siger Sebastian, der nu har rettet blikket mod Spar Kron 1/4 distance i Randers på søndag.
”Jeg glæder mig helt vildt til at konkurrere på hjemmebane i Randers,” lyder det fra Sebastian inden arrangementet i Randers, der ved avisens deadline havde tilmeldinger fra 286 deltagere.

Håber på Top 10
Indsatsen i Holstebro har givet Sebastian lidt højere forventninger til Spar Kron på søndag.
”Det er aldrig til at sige, hvem der møder op på dagen af konkurrenter, men jeg ved allerede nu, at der kommer to meget hurtige herrer i Morten Banke (MSI PRO TRI) og Christian Stounberg (Aarhus 1900 Elite Triathlon), som gør, at jeg ikke kommer til at blande mig i den absolutte top,” siger Sebastian,
”Men en Top 10-placering er bestemt ikke urealistisk. Hvis alt flasker sig, kommer jeg måske også tæt på Top 5. Det kommer som sagt helt an på, hvem der dukker op. En ting er dog sikker: Hvis jeg undgår defekter eller styrt, bliver jeg langt hurtigere end sidste år. Specielt på svømningen og cyklingen. Løbet bliver igen en lidt ukendt størrelse pga. skaden,” siger Sebastian, der – hvis han undgår punkteringer eller lignende – forventer at blive hurtigste mand fra Randers Freja.
”I dagene op til start vil jeg træne lidt fart på cyklen med intervaller samt have fokus på open water-svømning, da vi skal svømme i Gudenåen. Jeg har endnu ikke svømmet open water i denne sæson, så det bliver jeg nødt til at få testet inden søndag, siger Sebastian, der glæder sig til stævnet.
”Jeg glæder mig rigtig meget til at køre på hjemmebane og håber at se en masse mennesker samlet på Tronholmen på søndag. Jeg skal i hvert fald nok give alt, hvad jeg har i kroppen…”