Da jeg gik i 1. g. på Statsskolen i 1996 skulle vi i forbindelse med 1. g-opgaven skrive en lille afhandling om et emne i dansk. Jeg skrev om Kjeld Abels ”Melodien, der blev væk”. Den handler om Larsen, en gennemsnitsdansker, der er træt af sit liv og som gang på gang oplever, at forventningerne til livet ikke bliver opfyldt. En dag bryder han ud og gør noget helt uventet, men hans kone Edith får ham hurtigt på ret køl igen, og alt bliver ligesom det var før. Larsen bliver suget ind i hverdagens trummerum, han bliver usynlig, han mister sit fodfæste. Men nu er det Edith, der har fået smag for at finde melodien! Heldigvis vågner Larsen op. Han ender med at bryde ud af trædemøllen. Han og Edith finder sammen melodien igen, og Larsen finder frem til sin egen frie vilje og gør noget ”for vores alles fælles vel”. Frisindet hyldes.

Hvorfor nævner jeg dette? Jo jeg har de seneste uger set mange ligheder med det, der foregår hos Socialdemokraterne. Melodien, der blev væk. Politikeren, der blev væk. Borgmesterkandidaten, der blev væk. Politikken, der blev væk… Er Torben Hansen blevet til en Larsen? Ligesom Larsen brød Torben Hansen også ud af trummerummen en kort tid. Den 20. december 2013 stemte Torben Hansen nemlig for den skolereform, der blev indført i løbet af 2014, og som gav folkeskoleeleverne en længere og mere varieret skoledag, så han har tidligere taget ansvar og handlet, når han ville. Men nu “går der Michael Corleone i den”: Just when I thought I was out, they pull me back in! Nu er han suget ind i hverdagens trummerum igen. Jo bevares, i Socialdemokratiets omdelte avis kan man læse om medlemmernes hyggelige fritidsbeskæftigelser både sommer og vinter. Det er måske interessant for nogen at vide, men mon ikke der også er nogen, der vil finde det interessant at vide, hvorfor de skal stemme på netop Larsen, undskyld Hansen, ved det kommende kommunalvalg? Hvad er planen? Hvor er visionerne? Kom nu ud af hverdagens trummerum og tag til genmæle. Lad borgerne i Randers høre, hvilken vej Socialdemokratiet og Torben Hansen ønsker at gå?

Hvor længe vil du vente Torben Hansen?

Louise Brown

Byrådskandidat for Venstre

Gl. Jennumvej 11, 1. th. 8930 Randers NØ.