Er man til franske oste – eller Hollandske ditto. Friskbagt wienerbrød eller mad brød fra Holland eller paella fra Spanien er der masser at gå efter på det Internationale Marked, der indtil lørdag 22. juli er at finde på Østervold

 

Skal man holde ferie her i Randers i år, kan man alligevel snuse lidt til den europæiske stemning hvis man smutter en tur forbi Østervold.

Her er der i disse dage atter engang internationalt Marked. Et marked der for nogle deltageres vedkommende rejser Europa tyndt hvert år eller for andres vedkommende kun Danmark i sommerhalvåret. Det er syvende gang at Randers har besøg af det Internationale marked og der er mange mennesker forbi hver dag. Det er både turister og borgere fra Randers der nyder den eksotiske stemning, der følger med opsættelsen af de forskellige – fortrinsvis – madboder.

Franske jean-Michel er forbi Randers med sine oste. Der er flere forskellige typer at vælge imellem, men salget er ikke så stort.

“Her i byen synes jeg ikke de køber så meget”, siger han.

Det er hans måde at holde ferie på. Han rejser med rundt i hele Europa – lige fra Sverige til Irland.

“Jeg har ingen gyngestol, så jeg skal helt ud og lave noget i min ferie”, siger han med et smil.

Også de to unge mænd – Fabio Van Alphen og Strugari Adrian – der henholdsvis sælger oste og brød fra Holland rejser med rundt – dog kun i Danmark. De er her i landet i seks måneder af gangen og rejser både til København, Kalundborg og rundt i Jylland.

Det Internationale marked har spredt sig over hele Danmark gennem de sidste ti år og i flere store danske byer er det efterhånden blevet en tradition i sommerperioden at der er besøg af disse besøgende.

Det Internationale Marked slutter i Randers lørdag 22. juli kl. 15.00.

Der er åbent torsdag og fredag fra kl. 11-18 og lørdag 10-15