Uddrag af Team Skydogs dagbog fra Søren Rosenkildes lange cykeltur

Race Around Danmark bød på en super fantastisk tur rundt i Danmark. Starten for randrusianske Team SkyDog med Søren Rosenkilde i sadlen og et godt crew gik onsdag middag kl. 12.10, og forude ventede 1.600 km og 10.000 højdemeter.
Turen gik langs østkysten og op omkring Aalborg. SkyDog fik ca. 350 km samt 2300 højdemeter i benene det første halve døgn.
Efter fire timers søvn var SkyDog afsted igen på en tur langs Vestjylland. Trods lidt vind gik turen forrygende mod Esbjerg og videre mod Kolding. Efter nogle gode timers søvn gik turen videre til Sydfyn og et meget kuperet terræn. Her begyndte SkyDog grundet overbelastning og irritation af slimsække at få lidt knæproblemer.
Ved Knudshoved ventede frokost og en omgang massage til SkyDog, der blev fragtet i bil over Storebælt for at blive sat af i Korsør og fortsætte på cykel.
Turen var planlagt til Vig i Nordsjælland, men knæproblemerne tog til, så crewet besluttede at slå lejr på Faxe Ladeplads Camping.
En lille søvn på fire timer blev det til, inden turen gik videre. Forude ventede en lang dag og nat, for nu skulle SkyDog i mål…
” Der blev læst hilsner op fra nær og fjern, og lørdag eftermiddag satte vi musik på biltaget,” fortæller kone og crew-medlem Jette Rosenkilde.
Musikken gjorde forskellen, og en helt forvandlet SkyDog skød fart igen.

Lørdag aften blev der serveret aftensmad i Bogense, og planen var nu at køre natten igennem for at få Søren hjem til målstregen.

Resten af Fyn blev hurtigt forceret, og turen gik mod Kolding. Men så satte kæden på tricyklen sig fast, så SkyDog måtte på reservecyklen, hvilket han ikke var særligt tilfreds med.

Favoritcyklen blev lavet, og afsted igen det gik. Forude ventede sidste og nok turens hårdeste etape fra Kolding til Horsens på 136,8 km og 1.371 hm.

Fordelen her var, at Søren flere gange har deltaget i Grejsdalsløbet og derfor kender området omkring Vejle. Første halvdel af ruten blev konfirmeret på godt 90 minutter, hvorefter det blev koldt.
Og SkyDog blev træt. Og smerterne i knæene tog til. På et tidspunkt lød det fra Søren, at han ikke engang ville kunne sætte fodaftryk i en lagkage…

Natten blev til morgen, og i horisonten kunne SkyDog skimte Horsens og målet. De sidste kilometer blev sendt live på Facebook, så Sørens følgere kunne se ham komme i mål. Lykønskningerne strømmede ind, og efter tre dage, 17 timer og 41 minutter passerede SkyDog med team målstregen i Horsens.

”Det var nogle fantastiske dage med store præstationer af alle ryttere og crews. Et spændende race og hyggeligt samvær med rare mennesker, ” konkluderer Skydog og hans crew – og sender en tak til samarbejdspartnere, sponsorer og alle, der har vist interesse i løbet.
Og sluttelig…

”Vi glæder os allerede til at deltage i den anden udgave af løbet i Kristi himmelfarts-dagene 9.-13. maj 2018….”