Østjyllands Politi fik tirsdag aften ved 19-tiden en anmeldelse om, at der blev spillet meget høj musik i området ved Justesens Plæne

 

Da patruljen kom frem, kunne de høre høj techno-musik fra et skur, der lå umiddelbart i nærheden af Den Blå Bro, hvor flere personer var samlet.

Patruljen fik kontakt til en 27-årig mand, der blev bedt om at skrue ned for musikken, da hans anlæg ellers ville blive beslaglagt.

Samtidig fik en anden politimand kontakt til en 51-årig mand ude foran og spurgte efter hans navn. Det gjorde manden aggressiv, og han gik frem mod politimanden og kaldte ham “dum”. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og forsøgt lagt i håndjern, hvilket han modsatte sig. Han blev dog anholdt og blev, i forbindelse med visitation, fundet i besiddelse af en bushammer, hvorfor han også blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.