I disse dage har mange unge fået besked om optagelse på deres drømmeuddannelse på VIA og erhvervsakademiet i Randers. Andre starter på deres drømmeuddannelse på Tradium, HF og VUC, gymnasierne mm. Stort til lykke til alle og det er godt, at så mange unge følger de forskellige uddannelsesveje. Men ud over uddannelsespladser og praktikpladser, skal der også være ordentlige boliger der er til at betale, og et ungemiljø til stede.

Udsigtsløs boligjagt, er for mange første skridt til at opgive uddannelsesdrømmen i nogle af de store studiebyer. Det må ikke ske i Randers.

Vi skal have tilstrækkeligt med ungdomsboliger der er til at betale med SU eller elevløn. Også sådan, at unge fra andre studiebyer vælger at bosætte sig her. Socialdemokratiet vil gerne have ungdomsboliger ved ungemiljøet på Jens Otto Krags plads, og også på Thors bakke. Uddannelsesinstitutionerne i Randers er i fremdrift. Eksempelvis bygger Tradium en ny tømrerfagskole, og skaber et håndværkercampus, der passer perfekt til byens profil. Endvidere bygger Tradium også nye elevværelser. Mange andre af byens uddannelsesinstitutioner har også store projekter. Flot og godt.

Lige nu er der en landspolitisk debat om udflytning af uddannelsespladser. Socialdemokratiet mener, at vi i Randers har en stor opgave i, at overbevise landspolitikere og uddannelsesinstitutioner uden for byen om, at det vil være sund fornuft at satse på Randers.

Vi har gode transportmuligheder og billige boliger i midtbyen. Dette kombineret med muligheder for studiejobs, praktikpladser, et sprudlende teater og musikliv, cafeer samt naturen tæt på er afgørende for Randers fremtid som studie- og uddannelses by.

En by hvor Socialdemokratiet vil arbejde for, at der er boliger som er til at betale, praktikpladser, uddannelsespladser og højt til loftet. Velkommen til.

 

Torben Hansen

Medlem af Randers Byråd (S)

Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet