Livet i Randers rummer masser af fest og folkelighed. I Randers Ugen kan man nyde skønne billeder fra næsten 100 års fester og fejringer i byen. Det er de gode folk fra Randers Stadsarkiv, som har kigget grundigt i fotosamlingen og fundet de bedste billeder. Det munder nu ud i en udendørs fotoudstilling på Østervold i Randers C

Billederne er blæst op i stort format, så de kan nydes både i detaljen og på afstand.

”Det har ikke været noget problem at finde gode billeder med randrusianere, der fester, fejrer og hygger sig. Randrusianerne holder af deres by og er glade for at feste, så naturligvis rummer arkivet også en masse gode billeder af det. Dem skal byens borgere og mange gæster da se! ” fortæller arkivar Mathilde Storvang fra Randers Stadsarkiv.

Havnefest, gøgl og mere fest
Fotoudstillingen er en blandet buket af billeder fra Fagenes Fest på Randers Stadion, fra Paradisøen midt i Gudenåen, fra havnefest i 1950’erne, gøgl på Cirkuspladsen og meget mere. Der er også stemningsfulde fotos fra tidligere års Randers Uge, som har været afholdt hvert år i august siden 1977.

Fotoudstillingen kan ses på Østervold i Randers Ugen fra fredag 11. august  til søndag 20. august. De cirka 20 fotos danner tilsammen et farverigt billede af næsten 100 års festlighed i Randers. Måske kan du være heldig at spotte dig selv eller måske din bedstemor blandt de mange glade aktører på billederne.
Museum Østjylland har tidligere haft stor succes med at vise billeder fra Randers Stadsarkiv. Senest i 2014 hvor museet bød på fotoudstillingen ”Randers, Randers, Randers”.

”Vi oplever, at byens gamle billeder samler mange folk og giver megen god snak. Al den interesse og positive energi, forestiller vi os, nu vil sprede sig i Randers’ gader, når fotoudstillingen ”Randers fester! ” rykker ud på Østervold, ” siger Mathilde Storvang