I Randers Ugen inviterer Museum Østjylland på to guidede ture på Østre Kirkegård, som rummer fantastiske historier om fortidens mennesker. Her hviler høj og lav, kendt og ukendt, ung som gammel og vidner om liv levet og tiders skiften

En kirkegård er måske ikke det mest oplagte sted at tilbringe nogle timer i den festlige Randers Uge. Ikke desto mindre plejer gæsterne at strømme til omvisningerne på Østre Kirkegård for at høre tankevækkende historier om den gamle kirkegård i Randers Ugen. 
Arkivar Tina Knudsen Jensen fra Randers Stadsarkiv bliver i år suppleret af kirkegårdsleder på Østre Kirkegård, Thue De La Cour. De to kirkegårds-kyndige vil på kirkegårdsvandringerne vise rundt og fortælle byhistorie på en anderledes måde.

”For mig er det hverken stillestående eller skræmmende – eller morbidt for den sags skyld – at interessere sig for kirkegårde. Som historiker og arkivar må jeg sige, at en kirkegård er en fantastisk historiefortæller og kilde til viden om vores forfædres liv og livsvilkår,” pointerer Tina Knudsen Jensen og tilføjer, at man på Stadsarkivet ofte kan finde mere information om interessante, afdøde personer, hvis navne man kan være stødt på kirkegården.

Oase og sidste hvilested
Mange generationer har haft deres gang og fået deres endelige hvilested på Østre Kirkegård, siden den blev indviet i 1811. I dag er den både Randers’ ældste fungerende kirkegård og grøn, rekreativ oase for byens borgere.

Da Østre Kirkegård blev indviet, lå der allerede en begravelsesplads i området. Den jødiske menighed havde nemlig allerede i 1806 anlagt begravelsesplads for den store jødiske menighed på arealet ved siden af.
Få år efter blev den nye kirkegård med navnet Dødsminde så indviet som byens nye assistenskirkegård, dvs. en kirkegård, som ikke ligger i umiddelbar nærhed af en kirke. På området lå kirkegården langt uden for datidens bebyggede by.
100 år senere, i 1919, fik kirkegården med de mange spændende historier sit nuværende navn, som randrusianerne kender den under: Østre Kirkegård.

Kirkegårdsvandringen foregår på Østre Kirkegård tirsdag 15. august klokken 11-12.30 og torsdag 17. august klokken 18.30- 20. Mødestedet er Kapellet på Østre Kirkegård.

Billetter kan købes på museumoj.dk under ”Program 2017” eller i butikken på Museum Østjylland.

Der er gratis adgang for medlemmer af Museumsklubben og Museumsforeningen for Ebeltoft og Omegn.