Ungdommen i flertal på de randrusianske seriehold
Der er masser af talentuld ungdom i randrusiansk fodbold. Ikke blot hos Randers FC og Freja på Viborgvej, men så sandelig også i de andre klubber og i Dronningborg Boldklub og Vorup FB i særdeleshed. Det kunne man konstatere ved Kristrup Boldklubs Brejnholts Cup, hvor de lokale klubber med masser af unge spillere deltog. Ja, DB med hele syv U19-spillere i startopstillingen og med Mads Huusmann og Luca Sørensen – henholdsvis over og under 30 – som de ældste og rutinerede.

”Jo, der er masser af talent i randrusiansk fodbold. Men for langt de fleste af de unge, vi snakker om, gælder det, at de har været omkring Randers FC, hvor de er blevet vejet og fundet for lette. Jo, de er groft sagt blevet dumpet i FC,” som DB-træneren Tonni Andersen formulerer det omkring de unge, der så – for de flestes vedkommende – vender hjem til barndomsklubben.


Har talent til mere
Tonni Andersen mener, mange af de unge i Randers og omegn har talent til mere end serie 1 og 2. ”Der er mange, der sagtens kan klare sig på Danmarksserie- og Jyllandsserie-niveau,” mener Tonni Andersen.

Vorup FB har til denne efterårssæson fået tilgang af Jonas Mogensen, tidl. Freja, Århus Fremad og senest – i foråret – assistenttræner for Frejas Danmarks-seriehold.
Nu er han på Ulvehøj, hvor han måske får følgeskab af Mahmod Kwismi, der tidligere har spillet for Freja, Århus Fremad og Hobro IK. Han deltog i en enkelt kamp for Vorup i turneringen i Kristrup.

”Og er nu gået i tænkeboks omkring fremtiden,” siger Jan Iversen, der i sin trup i finalen havde fire unge U 19-spillere med – Mikkel Poulsen, Alexander Præst Nielsen, Frederik Würtz og Andras Stenholt.

Jan Iversen kalder Vorup-truppen, der i Kristrup var uden veteranen Kian Christensen samt Kasper Raaby og Peter Skjødt, for en god blanding. Ældst er den spillende holdleder Michael Lehm, der er nærmere de 40 end de 30 og Kim Jacobsen og Kian Christensen, der begge har rundet de 30. ”Vi har det hele. Masser af talenter og en række ældre og rutinerede
ledertyper. Nogle skal hjælpes, mens andre kan klare sig selv. Jo, det ser spændende ud i Vorup FB. Vi har allerede unge på holdet, og flere unge er på vej fra et godt U 19-hold, ligesom vi har et godt U 17-mandskab,” siger Jan Iversen.

Vorup er p.t. storebror, når man ser bort fra Randers Frejas Danmarksseriehold, der i lørdags sæsondebuterede med 1-1 ude mod Vejgaard – med ni U 19-spillere i truppen, der havde den 40-årige assistenttræner Chris Sørensen med hele kampen og klarede 1-1. Nordjyderne kom foran efter 89 minutter, men så gik Chris Sørensen med frem, afdriblede et par modstandere, inden han i overtiden blev nedlagt til straffespark, som han selv omsatte til point.

Vorup vil gerne mere
Vorup FB er i Jyllandsserien, men vil gerne mere. Og første mål er at komme blandt de bedste fire i efteråret, for 1-4 i Jyllandsserien spiller i foråret i Jyllandsserie 1, hvor der spilles om oprykning til Danmarksserien. Og der vil Vorup FB meget gerne op.

”Ja, vi vil gerne i JS 1. Det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed. Om det bliver fra en første- eller en fjerdeplads er underordnet. Når bare vi kommer derop,” siger den ene halvdel af trænerduoen i Vorup FB, Jan Iversen. Hans makker er lillebror Mads.

 

De lokale hold i JS og Serie 1:
Jyllandsserien

Vorup FB
Trænere. Jan og Mads Iversen.
Tilgang: Jonas Mogensen, Randers Freja og – måske – Mahmod Kwismi med en fortid i Freja, Hobro og Århus Fremad.
Afgang: Ingen.
Første kamp: Søndag 13. august 16.00 ude mod Søften
Anden runde: Tirsdag 15. august 19.30 hjemme mod FC Djursland.

Serie 1
DB
Træner: Tonni Andersen.
Tilgang: Marius Jacobsen fra Randers FC og et held kuld talentfulde ungdomsspillere: Marc Albertsen, Kasper Mikkelsen, Steffen Rothausen, Anders Olesen, Emil Kuch, Jeppe Kannegaard, Rasmus Møller, Mathias Vad, Jakob Aakvist, Anders Rasmussen, Magnus Søndergaard, samt de p.t. skadede Nicklas Knudsen, Sebastian Otte og Jonathan Fejborg.
Afgang: Alexander Witting til Freja, Nicklas Søgaard til FC Djursland, Jacob Olesen, Kristian Hjortshøj, Anders Brandsen og Emil Skipper.
Første kamp: Onsdag 16. august 19.00 hjemme mod Ulbjerg
Anden runde: Lørdag 19. august 16.00 ude mod Chang.

Helsted Fremad

Træner: Kasper Christiansen.
Tilgang: Rune Hastrup fra Hobro IK og Thyge Sall med en fortid i Bjerregrav og Ålborg og Århus.
Afgang: Ingen.
Første kamp: Tirsdag 15. august 19.00 ude mod Kristrup
Anden runde: Fredag 18. august 19.00 hjemme mod Hadsund
”Målsætningen? Bare at blive bedre end sidst i serie 1. Nu skal vi bare overleve..”
Siger Kasper Christiansen, der i foråret 2016 førte Helsted Fremad op i serie 1, men efter en halvsæson der måtte Kasper & co. retur til serie 2. Efter oprykning igen i foråret 2017 er man nu tilbage i serie 1, hvor modstanderne bl.a. hedder Dronningborg og Kristrup.
Helsted Fremad har fået Rune Hastrup hjem efter nogle år i først Randers FC og senest i ligaklubben Hobro IK, og han bliver uden tvivl en forstærkning af de store.
Kasper Christiansen snakker ikke om topplacering.
”Vi skal som sagt bare overleve. Men kan vi slippe for skader og ramme vort topniveau, kan vi godt komme med i den bedste halvdel,” mener Kasper, der glæder sig over, at alle de, han kalder sine offensive esser, er klar og skarpe.
Kun kredsvinderen rykker op, mens nr. 2-6 fortsætter i serie 1, mens nr, 8 – og måske nr. 7 – rykker ned.

Kristrup Boldklub
Træner: Finn K. Jensen
Tilgang: Ingen
Afgang: Ingen
Første kamp: Tirsdag 15. august 19.00 hjemme mod Helsted Fremad.
KB-træner Finn K. Jensen har truppen fra foråret intakt. Eneste ændring, er, at hans søn, målmanden Lasse Jensen, tager til træning en ekstra gang om ugen – hos Randers Freja.
Det kan kun blive en fordel for Kristrup, og Finn K. Jensen glæder sig til at komme i gang, for nu vil de noget derude i Kristrup.
Målet er Top 4.
”Og det er realistisk, men det kræver, at spillerne vil det og mener det alvorligt,” siger Finn K. Jensen, der har haft indkaldt til spillermøde.
”Det var et godt møde, hvor vi blev enige om, at der skulle tages mere seriøst på det,” siger Finn K. Jensen, der i foråret brugte hele 26 spillere på førsteholdet, ligesom kun to spillere var med i alle forårets kampe.

Serie 2
Første kampe i serie 2:
Tirsdag 8. august 19.00 Langå-Randers Freja
Tirsdag 15. august 19.00 Hadsten-Freja
Torsdag 17. august 19.00 Nørager-Hornbæk SF