Randers byder igen på tre-bande-carambole i verdensklasse

En af verdens allerbedste carambolespillere, belgiske Frédéric Caudron, der er tidligere verdensmester, gæster atter Randers, når han lørdag den 19. august er med til at markere indvielsen af Randers Billard Klubs nye og større og lokaler i Tranekærcentret på Hobrovej 134.

Caudron var her også i april 2014, da han i en opvisningsmatch besejrede lokale Tonny Carlsen 60-29 efter en ensidig forestilling. Nu får Tonny mulighed for revanche.
« Han er da klar favorit igen, men denne gang håber jeg at kunne gøre det bedre og give ham lidt modstand, » siger Tonny Carlsen om den på forhånd vurderet umulige opgave mod en mand, der for godt tre år siden i Randers lavede 33 point i fem indgange og det sidste halvandet år har skabt fremragende resultater :
2016 :

Belgisk mester med et totalsnit på 2.372 (belgisk rekord)
Vinder af tre belgiske ranglisteturneringer med snit på 2.142, 1.613 og 2.791
Vinder af Europa Cup for hold sammen med tyrkiske Gaziantepspor
Vinder af World Cup-turneringen i Vietnam med snit på 1.980
Vinder af turnering i Emblem i Holland med totalsnit på 2.384
Vinder af World Cup-afdeling i Porto med totalsnit på 2.197
Altsammen i de første seks måneder af 2016, der var hans bedste nogesinde.

Fortsættelsen stod ikke mål med begyndelsen. Han røg ud i første runde af tre World Cup-turneringer og blev henvist til andenpladsen på verdensranglisten. Ved VM i Bordeaux blev det til endnu en skuffelse, idet han røg ud i ottendedelsfinalerne.

Lidt var der dog at glæde sig over i 2016: Nr. to i Lausanne med totalsnit på 2.442
Vinder af turnering i Barcelona efter finalesejr over spanske Daniel Sanchez 35-34 – efter blot 10 indgange.
Og det vigtigste, som han selv formulerer det : « Nr. 1 på verdensranglisten ved udgangen af 2016… »

40-14 i syv indgange
I 2017 vil man specielt huske Caudron for sejren i World Cup i Bursa, Malaysia.
Her besejrede han hollandske Dick Jaspers i en kamp, som ingen carambolefan nogensinde vil glemme.
Det hele var slut efter syv indgange – med sejr 40-14 til caudron, der havde lavet serier på 12, 10 og 11 point i den fremragende opvisning, der endte med det vanvittige snit 5.714.
De afsluttende kampe i Bursa var specielle. I den første semifinale vandt Caudron med humane 2.00 over koreanske Dong Koong Kang. Den anden semifinale stod mellem franske Jeremy Bury og Jaspers. Bury havde inden da 4.444 som bedste snit mod Jaspers 5.000. Jaspers vandt 40-21 efter 13 indgange og med snit på 3.076.
Og så var det blevet tid til finale mellem to gamle rivaler. Caudron i finale med snit på 1.739, 2.500, 1.379 og 2.000 og Jaspers med 2.857, 5.000, 1.666 og 3.076.
”Hvad der skete i den sidste runde var eksplosivt, chokerende, men fyldt med skønhed,” hedder det i et referat fra den finale.
Caudron åbnede med 12. Efterfulgt af serier på tre og fire og så 10 i fjerde indgang…. 29 i fire indgange. Stakkels Jaspers. Derpå fulgte to indgange uden point, men med 11 i syvende indgang var det hele forbi…
Med et gennemsnit på 5.714…
God fornøjelse, Carlsen….

To røde med brød
Randers Billard Klub har andet end Caudron-Carlsen at byde på.
Endnu en tre-bandematch mellem Tonnys søn, Michael, der er førstemand i Randers, mod en tidligere Randers-spiller, den tidligere danske mester Thomas Andersen, der nu repræsenterer Varde, i en kamp, det går til 40, mens Caudro-Carlsen spilles over fem sæt til 15.
Endelig skal Flemming Gross i aktion i keglebillard mod Johnny Hansen, Bristol. Her spilles max. to timer eller til 800 point.
Og så serveres der to røde pølser med brød til alle..

Programmet
Lørdag 19. august:
13.00 Velkomst og officiel åbning
13.30 Klubben er vært ved to røde med brød
14.00 Keglebillard: Fl. Gross-Johnny Hansen
16.00 Tre-bande: Michael Carlsen, Randers-Thomas Andersen, Varde,
17.30 Intro til 3-bandecarambole i verdensklasse.
18.00 Tre-bande: Tonny Carlsen-Frédéric Caudron.