Gadeteaterevent i Randers Ugens nye centrum, hvor teaterelever fra Teaterskolen Kastali’a interagerer med publikum via improvisationer og små tilrettelagte forløb, når de ankommer til Randers Ugen som Kamchatkafolket

Kamchatkafolket er det venligste og hjerteligste folk, du kan møde. De elsker at gøre andre folk glade og oplever alle de små ting i livet som noget stort og magisk. De følger hinanden gennem tykt og tyndt og kunne aldrig finde på at gøre en flue fortræd. Kamchatkafolket kender ikke den verden, de er havnet i og prøver at finde ud af, hvad tingene i Randers’ gader kan bruges til.

Kamchatkafolket er en slags serveringsteater, hvor spillerne ikke serverer mad og drikke for publikum men serverer livsglæde og godt humør.

Teaterskolen Kastali’a hører til i Underværket og har store opsætninger med 130 teaterelever og små eksklusive opsætninger som Kamchatka med Kastali’as sommerhold, hvor unge sprudlende teaterglade spillere blandt andet har arbejdet med karakterudvikling, nærvær og gruppedynamik. Teaterskolen Kastali’a har en årelang tradition for at dukke op i bybilledet ved små og store arrangementer udenfor Randers Ugen, men kan nu også opleves som en del af hele byens fest.