Heldigt at vi i Randers er begavet med en hurtigt adgang til E45, som jo nærmest løber lige gennem vores by.

Mindre heldigt er støjen, som naboer til motorvejen er generet af. Af dagspressen kan man læse, at beboerne på hele strækningen fra den nyeste udstykning i Munkdrup og hele vejen til Helsted, føler sig rigtig meget generet af støjen, som gør afslapning og familielivet på terrassen til en sand plage.

Der synes at være politisk vilje til yderligere udbygning af støjvolde langs motorvejen, hvilket er godt, men er det nu det eneste vi kan gøre, for at komme de støjplagede naboer til hjælp?

Næ, mon ikke de fleste har lagt mærke til at nogle køretøjer larmer mere end andre og at nogle køretøjer larmer helt unødvendigt.

Den unødvendige støj fra køretøjer hvor der er pillet ved lydpotten, eller ligefrem sat ”fløjter” i udstødningsrøret burde være ”no go”.

Det er ikke moderne familiebiler der støjer, hverken fra hjulstøj eller motorstøj.

Lastbiler og tung trafik giver en hel del hjulstøj og man hører de karakteristiske bump, når tung trafik kører ud på motorvejsbroen og passerer de enkelte brofag. Kunne man mon ikke forbedre disse overgange, som efter at engarealerne er blevet oversvømmet på den østlige side af motorvejsbroen nærmest forstærker lyden på den hårde vandoverflade?

Hastigheden på hele strækningen er allerede nedsat til 110 km/t, og kunne formentligt sagtes sættes op uden af det ville betyde mere støj fra lastbilerne, som på grund af hastighedsbegrænser netop ikke kan køre over 110 km/t.

Derimod har de fleste vel lagt mærke til motorcykler, som synes at måtte larme ubegrænset. Især ældre maskiner er en sand plage både på motorveje og overalt i bybilledet og på ellers stille villaveje. Det er jo ikke fordi de ikke kan støjdæmpes, det vidner politiets motorcykler da i høj grad om, som sagtens kan liste ind på én ubemærket, uden at man har hørt eller opdaget noget.

Næ det virker som om det er helt accepteret i samfundet, jo ældre motorcykel, jo mere larm, til stor gene for omgivelserne.

I de senere år er der desuden kommet en mangfoldighed af små scootere og knallerter, der uanset om de er pillet ved eller ej, larmer mere end de kører.

Godt er at opstille støjvolde, selvom udsigten så ofte bliver noget spoleret, men var det ikke på tide at få kikket på regler for unødvendig støjforurenere.

Der burde opstilles faste regler for, hvor meget alle slags køretøjer må støje under forskellige belastninger.

Det burde efterleves af brugerne, kontrolleres i synshallerne og sanktioneres af myndighederne.

Det er altså ikke i orden at støje overfor sine omgivelser!

 

Simon Ødegaard Simonsen

kandidat til byråd og folketing (V)

Vester Boulevard 17

8920 Randers NV