I anledningen af Café Piskesmælds 10 års jubilæum inviterer foreningen til foredrag med erstatningsadvokat Sara Maria Grau mandag 4. september kl. 15 i Fritidscentret

 

Sara Maria Grau er erstatningsadvokat og er med til at sikre, at bl.a. piskesmældsramte får den erstatning, som de er berettiget til. Til foredraget vil hun gennemgå, hvordan en erstatningssag typisk forløber. Der vil være mulighed for at tale med Sara Maria Grau efter foredraget.

10 års jubilæum

Foredraget er arrangeret i anledning af Café Piskesmælds 10 års jubilæum – en forening hvor piskesmældsramte kan møde ligesindede, der har forståelse for sygdommen og de udfordringer, der følger med.

”Hvis du har været udsat for en trafikulykke eller lignende, som forårsager piskesmæld, er du kriseramt. Det kan være en lettelse at finde ud af, at du ikke er alene. Det er forskellige udfordringer, som piskesmældsramte må leve med, selvom diagnosen er ens for alle”, fortæller Mie Bro, bestyrelsesformand i Café Piskesmæld. Mødested i Randers Fritidscenter.

”Især den første tid som piskesmældsramt er frustrerende og smertefuld, og det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned på det hele. Det kan være en stor hjælp og støtte at dele erfaringer med andre piskesmældsramte, og måske kan Cafe Piskesmæld være det sted, hvor du kan opleve lindring midt i det svære”, siger Mie Bro.

”Vi har små ideudvekslinger i foreningen, og vi får fif fra hinanden til at klare hverdagen bedre.”

Café Piskesmæld mødes den første mandag i hver måned kl.14 i lokale 12 i Randers Fritidscenter. Er man piskesmældsramt eller pårørende er man velkommen til at komme og være med.