En stribe villakvarterer langs E45 har i mange år lidt under støjen fra motorvejen. Det bliver der nu mulighed for at gøre noget ved med den støjpulje på 26 millioner kroner, som er afsat på regeringens udspil til finansloven, der netop er blevet præsenteret

 

Det lokale folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V) har kæmpet i flere år for at finde penge til mere støjsikring og er glad for at det nu er lykkedes.

”Det er hverken sundt eller behageligt at være plaget af støj. Heldigvis findes der muligheder til at afhjælpe støjen fra motorvejen, og det skal vi selvfølgelig benytte os af. Derfor er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at finde penge til området”. – udtaler Michael Aastrup Jensen, MF (V)

Det er ikke første gang, at Michael Aastrup Jensen har skaffet midler til støjværn til Randers, og er derfor glad for, at der nu igen bliver en mulighed for at kunne skaffe midler til støjsikring til Randers Kommune, for behovet er kun blevet større pga. markant stigning i trafikken på E45.

”Jeg bor selv i Randers, så jeg ved hvor meget det generer dem, der er berørt. Jeg er glad for at det er lykkedes at få en støjpulje med i regeringens udspil til finansloven, og at ønsket fra de mange berørte borgere i Randers ikke blot er endt på et skrivebord i København”, forklarer Michael Aastrup Jensen, MF (V).

Puljen til støjbekæmpelse vækker ligeledes glæde i Randers Kommune, hvor næstformand i Teknik og Miljøudvalget Christian Brøns fra Venstre er begejstret for at staten nu er klar til at give kommunerne en økonomisk håndsrækning til at komme støjproblemerne til livs.

”Michael Aastrup Jensen og jeg har løbende været i dialog om, at der skal etableres en national støjpulje. Derfor er det en stor sejr, at der nu er kommet en støjpulje, der kan være med til at mindske støjgenerne langs motorvejene. Flere steder i Randers Kommune er man belastet af støj, derfor skal vi nu lokalt arbejde for, at vi får andel i de midler, man har afsat i forbindelse med finansloven”, siger Christian Brøns (V).