Veteranerne i Danmark har uanset udsendelsessted, tidspunkt og opgave valgt at stille op for at gøre en forskel for Danmark. Sendt ud af politikere der ikke har stået klar med hjælp, når veteranerne kommer hjem. Når der snart skal forhandles forsvarsforlig er det ikke kun nødvendigt med en oprustning, hvis forsvaret effektivt skal kunne løse opgaver ude i verden såvel som herhjemme. Der er også behov for et opgør med årtiers svigt af de ildsjæle der har været udsendt. Har du oplevet at dine kammerater blev sprængt i stykker få meter fra hvor du selv stod? Har du været vidne til krænkelser af menneskerettigheder uden at have mandat til at skride ind? Har du assisteret ved operationer af børn der har fået sprængt lemmer af? Vi skylder vores veteraner at dække deres sår, både fysisk og psykisk, uanset hvornår de måtte åbnes.

Derfor bør finansieringen af veteranerne også flyttes ud af forsvarsbudgettet. Hverken veteranarbejdet eller forsvaret er tjent med nedskæringer, og ved at flytte veteranarbejdet væk af fra forsvaret undgår man begge dele. Når man som os har oplevet veteraner blive kaldt børnemordere og andet nedsættende, vækkes der en indre vrede. Vi vil ikke finde os i at familie, venner og bekendte, skal svines til af de personer, for hvem de har sikret friheden til at komme med nedsættende ytringer. For det er ikke den enkelte soldat der har truffet beslutningen om, at Danmark skulle sende et bidrag til et af verdens mange brændpunkter. Den enkelte veteran har ingen aktie i den politisk beslutning, som eksempelvis krigen i Afghanistan, han har blot udført sin opgave. Netop derfor bærer politikerne også det største ansvar for at behandle veteranerne med respekt. De veteraner der var politikernes redskab i det storpolitiske spil fortjener den største tak, af både befolkning, politikere og statsforvaltning.

 

Anders Burlund, Spidskandidat Liberal Alliance Randers,
Østervold 36,2.1
8900 Randers

 

Nicolai Estrup byrådskandidat
Formand for Dansk Folkeparti Randers
Vestergade 23
Fårup