Ældre i Randers fortæller sig til nye fællesskaber. Ved at dele livshistorier lærer man hinanden at kende. Man rykker tættere på hinanden, fordi man pludselig opdager, at man har noget til fælles

Randers Kommune har uddannede gruppeledere, som leder Fortæl for Livet-grupper. Flere end 40 ældre Randersborgere har indtil videre været en del af et fortællefælleskab.

“Det smitter! Når man har hørt de andre fortælle om noget, er man selv kommet i tanke om ting fra sit eget liv. Det der med piger med frikadeller ved ørerne, og piger der hopper i sjippetov, det er jo noget, vi alle kan huske…”

Sådan fortæller Egon på 86 år med et smil, og de tre kvinder, han er i fortællegruppe med, griner. Det kan de alle sammen huske. Og hukommelsen bliver hjulpet godt på gled, når den lille gruppe en gang om ugen gennem otte uger har mødtes og tænkt tilbage på deres lange, levede liv. Det har ikke bare været snak om løst og fast, men snakke om de historier som har betydet noget. Dele af fortiden som man er fælles om at huske.

I Fortæl for Livet mødes man med andre for at fortælle og lytte til historier om livets vigtige begivenheder. Alle mennesker har noget at fortælle, for alle bærer på minder, som fortæller historier om, hvordan livet var engang, og hvordan det har formet sig siden.

Det er vigtigt at fortælle sine historier, for gør man det ikke, vil de gå tabt. I Fortæl for Livet holder man fast i sine minder og lærer samtidig andre at kende.

Fakta om Fortæl for Livet-grupper:

  • En gruppe består af 4-6 ældre fortællere og en gruppeleder
  • Gruppen mødes en gang om ugen i 10 uger (eller så længe man har lyst)
  • I gruppen fortæller og snakker man om livshistorier
  • Man skal kun fortælle det man har lyst til
  • Interesserede kan få mere at vide/melde sig til hos aktivitetsmedarbejder Inge Schultz-Knudsen på tlf. 2047 6473