Tre mænd er blevet løsladt efter at være blevet anholdt ved en større politiaktion i det nordøstlige Randers fredag. 
Politiaktionen blev udløst, da vidner så flere mænd med våbenlignende genstande i området ved Gl. Jennumvej, Mariagervej og Kavalerivej.
Politiet mistænkte en 26-årig mand fra Randers, for at stå bag – og en større politistyrke ledte efter manden på flere adresser i Randers.  
Men først blev mandens 20-årige lillebror anholdt på Falkevej. Hos ham fandt politiet det luftgevær, som den 26-årige tilsyneladende var blevet set med.
Kort efter meldte den 26-årige sig selv på Politigården i Randers.
Også en 33-årig mand blev anholdt i sagen. Han var i besiddelse af en luftpistol.
Selv om de tre mænd igen er løsladt, er den 26-årige og den 33-årige fortsat sigtet for overtrædelse af våbenloven, oplyser Østjyllands Politi.