Lokalpolitikere i hele landet oplever at blive chikaneret, og politikere i Randers Byråd er bestemt ingen undtagelse. Men de falske rygter og den hårde tone kan ødelægge de demokratiske debatter og risikerer at skræmme potentielle nye kandidater væk fra den politiske scene

Beskeder med tilsvininger fra både andre politikere og borgere, falske rygter, der spredes med lynets hast på internettet, og grove beskyldninger om løgn og manipulation. Det er desværre, hvad flere politikere i Randers Byråd udsættes for. Kun i Radikale Venstre har lokalpolitikere i Randers tilsyneladende ikke oplevet at blive chikaneret eller verbalt angrebet.

Daniel Madié (K) er en af dem, som for nyligt har oplevet at blive chikaneret af en lokalpolitiker fra et andet parti. Det hele begyndte, da Daniel Madié skrev et læserbrev, hvori han nævnte en ny undersøgelse. En kollega fra Randers Byråd var hurtig til at beskylde Daniel Madié for at skrive noget, som var direkte usandt. Kollegaen opdagede og indrømmede dog efterfølgende, at han havde misforstået læserbrevet, og at det derfor alligevel var sandfærdigt – hvorpå han beskyldte Daniel Madié for bevidst at manipulere, så et bestemt udsagn kunne misforstås.

 

Fire ud af ti har oplevet chikane

En rundspørge, som Altinget netop har lavet, viser, at fire ud af ti lokalpolitikere har oplevet chikane eller trusler. Samtidigt viser en rundringning foretaget af Din Avis til de otte partier og lister i Randers Byråd, at politikere i seks ud af otte partier har oplevet, hvad de selv vil karakterisere som chikane, og at man i syv ud af otte partier har oplevet personlige, verbale angreb.

Bjarne Overmark (L) fortæller til avisen, at han har oplevet, at anonyme personer spreder såkaldte ’fake news’ om både ham og Beboerlisten, og Rosa Lykke Yde (SF) synes, at tonen er hård. Hun fortæller, at mange bliver utroligt personlige frem for at have fokus på politikken, og at de ofte kommer med ufine hentydninger.

Også Christian Brøns (V) har oplevet at blive chikaneret af en borger mere end en gang. Blandt andet fik han et år omkring juletid tilsendt en mail fra en kvinde, som skrev, at hun håbede, han ville blive kvalt i sin julemad. Christian Brøns fortæller, at man hurtigt bliver vant til den hårde tone, og at det er et stort problem.

”Jeg vil gerne tage en politisk debat, men det er jo svært, hvis dem, man skal debattere med, håber, at man bliver kvalt,” siger han.

 

Bremseklods i forhold til nye kandidater

Christin Brøns er bange for, at chikanen ikke bare går ud over politikerne selv men også holder nye potentielle kandidater fra at gå ind i politik.

”Jeg føler, at jeg kan håndtere chikanen i det omfang, det har været. Men jeg synes, det er problematisk, hvis det er det billede, potentielle nye kandidater får af politik. På den måde er det en bremseklods i forhold til at få folk til at indtræde i politik.”

Christian Brøns forstår godt, at borgere kan blive frustrerede over de politiske beslutninger, der træffes, men han opfordrer stadig til, at man holder en god tone.

”Mange af de beslutninger, vi tager, har stor indflydelse på borgernes liv, og det skal vi selvfølgelig respektere.  Men at gå fra at være uenig til at udøve decideret chikane, der går grænsen for mig. Selv om vi tager beslutninger, som har konsekvenser, skal man stadig holde en god tone. Både borgere over for politikere, men også den anden vej rundt,” siger han.

Vant til den hårde tone

Flere af de lokalpolitikere, avisen har været i kontakt med, peger på problemet med den hårde tone på internettet, og at det er noget, de efterhånden er blevet vant til.

En politiker, som har været ude for voldsom chikane, er Frank Nørgaard (DF). I forbindelse med en glatføreulykke i Fårup i 2014, hvor to personer mistede livet, blev Frank Nørgaard, som dengang var og stadigvæk er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Randers Kommune, beskyldt for at være skyld i ulykken. Han fik i dagene efter ulykken meget ubehagelige beskeder på Facebook fra en pårørende til de to, som mistede livet i uheldet. Også på årsdagen for uheldet modtog Frank Nørgaard en besked fra personen. I beskederne blev han gjort ansvarlig for ulykken.

Også Leif Gade (S) fortæller til avisen, at han før har oplevet en hård og ubehagelig tone.

”Jeg har også flere gange hørt og læst postulater om mig selv og partiet, som har været direkte usande. Men bare fordi, man siger noget mange gange, bliver det ikke sandt,” siger han.

Leif Gade har dog aldrig følt sig direkte truet eller chikaneret, og han har forståelse for, at borgere i visse situationer kan blive frustrerede. Faktisk fortæller han, at han får langt flere positive end negative tilkendegivelser – selv når der bliver taget en politisk beslutning, som kan have konsekvenser.