For andet år i træk inviterer Frivilligværket foreninger, organisationer, kommunale institutioner og virksomheder til FrivilligBørs Randers. Arrangementet, der finder sted fredag 29. september på BioNutria Park, er en markedsplads for frivillige ressourcer, hvor deltagerne bytter tjenester og ydelser på kryds og tværs

I november 2016 afholdte Frivilligværket den første FrivilligBørs i Randers med stor succes. Hele 89 børsaftaler blev indgået blandt deltagerne. På FrivilligBørsen kan deltagerne tilbyde og efterspørge alt fra lokaler og overskudsmaterialer til foredrag, kurser, teambuilding og sparring. Stort alt er muligt – bare det er basereret på frivillige kræfter, og der ikke er penge involveret.
Frivilligværkets leder Louise Brown er begejstret for endnu en omgang FrivilligBørs. ”Når vi har besluttet at afholde en FrivilligBørs endnu engang, hænger det sammen med den store succes, som vi oplevede, at sidste års Børs var. FrivilligBørs-konceptet er genialt, og det var der heldigvis flere, der kunne se. Både foreninger, kommunale institutioner og også et par virksomheder. Der blev skabt nogle gode og gavnende FrivilligBørs-aftaler, som mange har fået glæde af, og det vil vi gerne give de forskellige interessenter mulighed for at gøre igen”.

 

Netværk og synlighed
En gennemgående motivationsfaktor blandt FrivilligBørsens deltagere er at danne nyt netværk og samtidig skabe synlighed omkring deres sager.
Blandt de tilmeldte deltagere er Café Rusfri. Cafeen er et samarbejde mellem Rusmiddelcenter Randers og tidligere misbrugere. Formålet er at være et samlingssted, hvor tidligere misbrugere kan danne en ny og sund omgangskreds. Asger Brandstrup deltager på vegne af Café Rusfri og håber, ”at vi gennem FrivilligBørsen kan få kontakt til andre frivillige aktører, og at der er nogen, der vil høre mere om dét at være i et misbrug, og hvordan Café Rusfri har hjulpet os med at komme videre i livet”.
For Kirsten Hansen, der deltager som formand for foreningen Børn i Klemme, er FrivilligBørsen også en mulighed for at skabe synlighed om en sag. ”Børn i Klemme har meldt sig til FrivilligBørsen for at udbrede viden om, hvad forældres psykiske sygdom kan betyde for en familie og dermed for børnene, samt viden om, hvordan andre voksne kan støtte børnene bedst muligt. På FrivilligBørsen tilbyder vi foredrag og oplæg og håber, at møde andre, som er interesseret i at få mere viden om emnet”.

 

Aktører bringes sammen på tværs
At bringe frivillighedens aktører sammen på tværs er et af Frivilligværkets mærkesager og dermed endnu en grund til at afholde en FrivilligBørs. Oftest er det foreningslivets og civilsamfundets repræsentanter som Frivilligværket samler til fyraftensmøder, netværksmøder og andre synlighedsskabende aktiviteter, men på FrivilligBørsen inviteres repræsentanter fra det offentlige og erhvervslivet sammen med de frivillige. ”FrivilligBørsen er en ramme, hvor aktører der normalt ikke interagerer med hinanden kan mødes og danne netværk og i fællesskab gøre god brug af de mange ressourcer, der er i vores lokalsamfund,” fortæller Louise Brown.

 

———-

 

INTERESSERET I AT DELTAGE PÅ BØRSEN?

FrivilligBørsen finder sted fredag 29. september kl. 16.00-18:30 i Puma Loungen, BioNutria Park Randers.

Tilmeld din forening, organisation, institution eller virksomhed senest 22. september ved at skrive til annemette@frivilligvaerket.dk. Oplys hvad I tilbyder og efterspørger på FrivilligBørsen.