Inklusion er kommet på dagsordenen. Ikke bare i Danmark men i hele verdenen. Derfor deltager Randers Social- og Sundhedsskole sammen med en række udenlandske skoler og institutioner i et strategisk partnerskab, som skal udvikle og styrke inklusionsarbejdet på det pædagogiske område. I den anledning var Randers Social- og Sundhedsskole i sidste uge vært for fem samarbejdspartnere fra Norge og Tyskland

 

”Som skole er vi drevet af hele tiden at udvikle os selv og vores elever. Det gør vi blandt andet ved at rette blikket ud i verden. Vi har gode erfaringer med at sende vores elever på udenlandske praktikophold, og vi har derfor også store forventninger til den her lidt mere strategiske form for udvikling på tværs af landegrænser,” siger Randers Social- og Sundhedsskoles direktør, Maria Dyrhberg Rasmussen.

I denne uge er der ekstra fokus på det strategiske internationale samarbejde, da elever og medarbejdere fra fem forskellige norske og tyske skoler og institutioner er på besøg for at arbejde med inklusion på det pædagogiske område. Målet med partnerskabet er, at skolerne i fællesskab skal udvikle en værktøjskasse til at arbejde med succesfuld inklusion i undervisningen såvel som på arbejdsmarkedet.

 

Inklusion kender ingen landegrænser

”Uanset kulturelle forhold er inklusion på det pædagogiske område – og i øvrigt også inden for hjemmepleje, psykiatri og somatik – et centralt element i langt de fleste af verdens samfund. Derfor giver det rigtig god mening inden for netop vores branche at samarbejde med partnere i andre lande,” fortæller Pia Ohnemus, der er international koordinator på Randers Social- og Sundhedsskole.

Ifølge Pia Ohnemus handler inklusion om meget mere end at give plads til elever med en anden nationalitet. Det handler om at ruste alle elever uanset kulturel baggrund til at arbejde med inklusion, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, og det handler om at skabe et naturligt grundlag for at udnytte internationale kompetencer bedst muligt på arbejdsmarkedet.

”Det lyder jo meget flot, at vi vil byde internationale elever velkommen på vores skole. Og det vil vi også meget gerne. Men emnet inklusion rækker langt videre end det. Nogle gange byder internationale baggrunde på særlige udfordringer for pædagogiske medarbejdere. Andre gange gemmer en international baggrund på helt unikke kompetencer. Vi skal som social- og sundhedsskole uddanne vores elever til både at kunne rumme udfordringerne og udnytte potentialerne i den internationalisering, som vores samfund er præget af,” siger Pia Ohnemus.

 

Fede oplevelser styrker motivationen

Selvom det internationale samarbejde er strategisk funderet, byder det også på sjove oplevelser og nye perspektiver for en række elever på Randers Social- og Sundhedsskole. Patricia Foged er en af fire danske elever, der bruger denne uge på at samarbejde med de udenlandske gæster.

”Det er rigtig spændende at høre om, hvordan de arbejder med inklusion i andre lande. Det giver mig en dybere forståelse for vores fag, og jeg har fået flere gode idéer, som jeg vil lade mig inspirere af, når jeg skal ud at bruge min uddannelse på arbejdsmarkedet,” fortæller Patricia Foged, der læser på den pædagogiske assistentuddannelse i Randers.

Ud over det strategiske inklusionssamarbejde har Randers Social- og Sundhedsskoles internationale strategi også direkte indflydelse på flere af elevernes hverdag og undervisning. Alle hovedforløbselever har for eksempel mulighed for at komme i praktik i udlandet, og i januar 2018 tager en håndfuld EUX-elever på udveksling i Finland i to uger.