Har du en demenssygdom, eller er du pårørende til en person med demens, så kom til aftenmøde på Jernbane apoteket 25. september, hvor Farmakonom Gitte Christensen vil fortælle om demens, medicinhåndtering, samt hvordan apoteket kan hjælpe personer med demens og deres pårørende

Til mødet vil demenskoordinator Lise-Lotte Wagner fra Randers Kommune fortælle om de dilemmaer, som personer med demens og pårørende kan møde, samt give redskaber til hvordan udfordringer i hverdagen kan tackles. Desuden vil hun fortælle om kommunale tilbud til borgere med demens og pårørende.

Omkring 80.000 danskere lider af en demenssygdom. Som regel kommer sygdommen snigende, og det kan derfor i starten være svært at afgøre, om der er tale om en sygdom eller almindelig forvirring og glemsomhed. Men efterhånden bliver sygdommen mere udtalt og kan skabe en række problemer i hverdagen.

Det er ikke kun svært for personen med demens men også for de pårørende. Følelsesmæssigt kan det være vanskeligt at se et familiemedlem blive stadig mere syg, samtidig med at mange er usikre på, hvordan de bedst støtter og hjælper personen med demens i dagligdagen. Aftenmødet sætter fokus på alle de svære spørgsmål.

“Demens er desværre stadig en meget tabubelagt sygdom. Vi håber, at vi med aftenmødet kan være med til at skabe en større åbenhed og dermed bidrage til at gøre livet lettere for personer med demens,” fortæller Farmakonom Gitte Christensen.

Randers Jernbane Apotek har indgået et samarbejde med Alzheimerforeningen, der betyder, at apoteket er demensvenlig. Alle medarbejdere har modtaget undervisning og viden om demens, så de kan hjælpe personer med demens bedst muligt, når de kommer på apoteket.


Aftenmødet bliver holdt på Randers Jernbane Apotek, Vestertorv 2 mandag 25. september klokken19.00 til cirka 21.00.
Tilmelding er nødvendig på telefon 86 42 63 99 eller ved henvendelse på apoteket. Der er et begrænset antal pladser.