John Hansen fra Brabrand var på job 20. september og parkerede på Thors Bakke. Han var væk i 15-20 minutter og satte p-skiven som han skulle. Det var bare ikke nok, syntes DkPS (Dansk Parkerings Service), der holder kontrol med området

“Jeg satte min p-skive som sidder løst og er elektronisk synligt i forruden som jeg skulle. Men DkPS mente, at den var i den forkerte side og gav mig en bøde”, fortæller John Hansen.

Det ville han ikke finde sig i og gjorde indsigelser mod afgiften på 750,00 kroner.

DkPS skriver i en mail til John Hansen at:

“Lovgivningen siger, at en fastmonteret parkeringsskive skal være anbragt, nederst til højre på forruden. Derfor fastholdes afgiften, og vi forventer betaling af 705 kr. indenfor 8 dage. “

De glemte bare lige at skrive, hvad FDM også siger at: “En løs parkeringsskive skal anbringes umiddelbart inden for forruden, og altså ikke nødvendigvis i højre side”.

“De skriver på p-bøden at p-skiven enten var ulæselig eller den manglede, men jeg havde sat den nederst i venstre side – altså i førersiden. Hvis de mener at den skal sidde i højre side, skal de jo skrive det på skiltet, Der står bare, at den skal være synlig”, siger John Hansen.

Din Avis ringer til DkPS og spørger om praksis på området og de fortæller at ingen af deres p-vagten vil gøre indsigelser mod, at den ligger i den forkerte side i forruden.

“Men det var ikke det, de sagde til mig”, siger John Hansen.

Din Avis mødes med John Hansen og efterfølgende ringer vi til DkPS.

Efter en time ringer John Hansen til Din Avis og fortæller, at han netop er blevet ringet op af Arvato, der står for behandlingen af p-bøder og de fortæller at bøden nu er annulleret.

“Det viser jo bare, at jeg har loven på min side, og de ingen sag har”, siger en lettet John Hansen. Din Avis har efterfølgende igen ringet til DkPS, de fortæller at det er en fejl, at bøden er annulleret over telefonen og har ingen kommentarer i øvrigt.

Din Avis ringer til Avarto. De ved dog ikke, hvad der er sket, men fastholder dog at man på billederne ikke kan se nogen p-skive ligge i venstre side af forruden. Din Avis fortæller at hvis hun forstørrer billedet, kan hun se p-skiven (Din Avis har fået tilsendt de samme billeder): Det indrømmer hun så, at det kan hun også – kvinden fra Avarto.

John Hansen ringer igen til Arvato, der fortæller at kvinden der sidder med mailen, var lidt for hurtig og at bøden skam ikke var annulleret alligevel. Nu er John Hansen forvirret. Han fortæller også hvordan medarbejderen blev aggressiv og ændrede toneleje, da han blev ved med at sige at han havde gjort alting korrekt.

Er du forvirret? – Ja det kan vi godt forstå!

Der bliver nu stille i sagen et par timer indtil Arvato igen ringer til Din Avis, efter at de har snakket med DkPS.

John Hansen fortæller efterfølgende at han har fået en mail hvor DkPS fastholder bøden, fordi p-skiven ikke er synlig i forruden. Det har han fået på mail.

“Jeg ved ikke, hvad jeg gør nu. Jeg må lige sove på det. Men jeg føler mig uretfærdig behandlet, for der ligger en p-skive i forruden”, pointerer John Hansen.

“Det kan man også se på billedet”.