Onsdag fik 8.b på Nørrevangsskolen besøg af SF formand, Pia Olsen Dyhr, og SF-borgmesterkandidat, Charlotte Broman Mølbæk. De ville snakke med elever, lærere, pædagoger og ledelsen om, hvordan hverdagen bør se ud på skolen

 

Besøget kom i kølvandet på nedslående undersøgelser om folkeskolerne i Randers og på budgetforhandlinger, hvor skolerne netop var omdrejningspunktet:

“Vi hører tit kedelige overskrifter, men sjældent de gode historier, og det er en skam. For jeg ved, at der er mange dygtige lærere og pædagoger på skolerne, som gør en stor indsats og ikke mindst en forskel. Men det bliver sværere og sværere, jo flere krav vi putter ned over skolerne,” siger byrådsmedlem og borgmesterkandidat Charlotte Broman Mølbæk. Hun mener, at byrådet skal droppe mange af kravene og i stedet inddrage skolerne:

“Det er meget bedre, at vi har få mål, som vi laver i samarbejde med skolerne. Og så skal vi lytte, når lærerne og pædagogerne råber vagt i gevær,” siger hun.

Det var nogle meget nysgerrige elever i 8.b, der tog imod de to politikere.  De spurgte om, hvordan mon ham Lars Løkke er. Om Pia mon har mødt Donald Trump. Og ret imponeret blev klassen, da Pia fortalte, at hun havde mødt den tidligere præsident Barack Obama.

 

Kortere dage og rene toiletter

Til spørgsmålet om, hvad der skulle gøres bedre, var svaret klart:

Kortere skoledage, rene toiletter, en fodboldbane og flere voksne i undervisningen. Alle i klassen var enige i, at de bedste timer er, når der er flere voksne til stede. Så kunne man få mere hjælp. Nogle af eleverne efterspurgte også bedre computere og færre lektier, men der var stor forskel på, om man oplevede, om der var for mange eller tilpas med lektier.

”Jeg er enormt ærgerlig over, at Venstre ikke ville prioritere skolerne, men kun dække lidt af deres egne besparelser. I SF ville vi afsætte 100 millioner kroner til skolerne og fordele en ekstra pulje til Nørrevangsskolen,” siger Charlotte Broman Mølbæk.

Hun forklarer, at skolen har brug for flere ressourcer til at hjælpe eleverne til bedre trivsel og læring:

“Det er vores pligt at sørge for, at de og alle andre elever, uanset social baggrund, får den bedste forudsætning for at komme godt videre i livet efter sidste skoledag.”

“Både lærere og elever efterspurgte flere voksne i undervisningen og tid i dagligdagen til at støtte de elever, der har brug for det ekstra. Og det bekræfter mig bare i, hvad vi i SF har kæmpet for i gennem lang tid. Vi skal investere tidligt og have socialpolitikken tilbage i folkeskolen. Alt for mange socialt udsat børn og unge går i stå i livet, når de forlader Folkeskolen. SF vil afsætte flere ressourcer til Folkeskolen til socialrådgivere og flere voksne i klasserne, for at forebygge at eleverne går i stå i livet ” Siger Pia Olsen Dyhr

Besøget i Randers sluttede af på Rådhustorvet, hvor der var tid til snak med Randers borgere samt uddeling af flyers.