På en smuk efterårsdag i skoven, langs den lille bæk, eller på fjorden ses og opleves den naturmæssige skønhed i vores kommune. Det er gode oplevelser men det kommer ikke af ingenting. Randers skal være en grønnere kommune.

Vi skal være kommunen der tager natur og miljø alvorligt. Vi skal passe på vores drikkevand, forbedre vores fantastiske Gudenå og Randers fjord – men også de hundredevis af bække, søer og vandhuller – der er en del af vores arv. Vi skal være en grøn kommune med fokus klimatilpasning og grønne energiløsninger.

Randers kommune skal have bedre udendørs friluftsfaciliteter. Fitness muligheder i det fri. Både for dem der dyrker friluftslivet sammen med andre i klub regi – men også for dem der vil gå på balancebommen ved Gudenåen alene – eller sidde og nyde naturen, stilheden på bænkene ved vores natur – bænke som der skal være flere af.

Vi skal have livet tilbage i vores mange parker. Forfaldet kan have sin egen skønhed – men der skal være aktivitetsmuligheder for alle aldersgrupper og bedre vedligeholdelse.

Socialdemokratiet vil arbejde for bedre adgang til naturen. Der skal etableres flere stier, bænke og udsigtssteder.

Vi skal være stærke på indsamling, genbrug og nedbringelse af affaldsmængderne. Dette i et stærkt samarbejde med borgerne. Det er både godt for miljøet, fremtidige generationer og pengepungen.

Der er nok at tage fat på de kommende år

 

 

Torben Hansen(S)

Borgmesterkandidat for S

Medlem af Randers Byråd