Hvis man forestiller sig at hele Randers kommunes administration er et højhus, så har vi nogle etager der tynger godt ned mod fundamentet. Fundamentet i dette tilfælde er byrådet.

Nogle af de etager som tynger godt nedad er familieafdelingen, skoleområdet, invalideområdet og ældreområdet.

De tynger ned på et fundament som er ved at smuldre væk. Hvad kan man så gøre ved det?

Jo hvis alle borgere i kommunen stemmer som de gjorde ved kommunevalget i 2013, så er det helt sikker at højhuset vælter inden længe og følgerne deraf kan være at kommunen bliver sat under administration.

Hvis man derimod stemmer anderledes, f.eks. på nogle af de nye lister og partier som vil kommunen og dens borgere det godt, så skaber man nogle meget vigtige støttepiller til fundamentet. Når fundamentet er sikret, så gælder det om at fjerne trykket oppefra. Det kan man gøre på flere måder, men en ting er sikkert. Den økonomi der er i kommunen lige nu, kan ikke redde etagerne. Man er simpelthen nødt til at tilføre kapital til de ramte områder.

Hvis man sparer mere på de nævnte områder, så bliver regningen meget større i den sidste ende. Derfor skal der investeres i vores børn og unge.

Hvordan gør man det? Enten skal der en skattestigning til (0.3 procentpoint), hvilket vil koste hver borger 33 kroner om måneden eller 1 krone om dagen (for de lavest lønnet). Spørgsmålet er så om man er interesseret i at få rettet de ramte områder op, områder som er grundstenen i vores samfund, områder der skal skabe gode skatteborgere i stedet for mennesker på overførselsindkomst. Denne opretning af de ramte områder kan ikke klares på et år, men vil kræve flere års indsats.

En anden måde at få rettet økonomien op på er at hæve dækningsbidraget. På den måde er det erhvervslivet der redder kommunen og de har jo selv brug for velkvalificeret arbejdskraft. Det får man hvis man sætter tidligt ind, bl.a. på skoleområdet.

Skulle man tænke den tanke at både en skattestigning og en stigning af dækningsbidraget kunne finde sted på samme tid, så forkorter man den tid, genopretningen vil tage.

Så kære medborgere i hele Randers kommune. Tænk jer godt om, inden i sætter krydset 21 november 2017.

 

Palle Bertelsen

Sociallisten

Anemonevej 13

8930 Randers NØ