Flere ruter, flere afgange og mange flere passagerer. Sådan ser fremtiden ud for Aarhus Lufthavn, efter at lufthavnen i dag offentliggjorde et nyt samarbejde med SAS.

Luftfartsselskabet investerer et trecifret millionbeløb i lufthavnen. En investering der skaber mulighed for cirka 3000 nye flyafgange og omkring 200.000 nye passagerer allerede i samarbejdets første år.

Konkret etablerer SAS fem nye internationale ruter til Oslo, Stockholm, München, Mallorca og Split. Derudover bliver ruten til Malaga en helårsrute, og flyvningerne mellem Aarhus og København øges med 20 procent.