Naturekspeditioner, pandekager over bål, cykelture ved Gudenåen, klappedyr, naturfarver, krible-krabledyr, æblesaft og perler og blyanter af pil – der er masser af aktiviteter i efterårsferien på Randers Naturcenter

Efterårsdagene på Randers Naturcenter er særligt for forældre og bedsteforældre med børn og børnebørn, men alle er meget velkomne. Der er aktiviteter mandag til torsdag i uge 42 fra kl. 10.00 til 14.00.

“I efterårsferien kan man låne forskelligt natur-ekspeditionsudstyr og tage på naturtur med sin familie i Gudenåengene. Man kan også låne vores Christianiacykler til en udflugt langs Gudenåen,” fortæller Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Der er mulighed for at låne kikkerter og tage på sin egen fugletur i området, og man kan også tage på tur i Gudenåparken med Naturløbet og lære mere om dyr, planter og historie. Mange børn morer sig desuden med at fange smådyr i vandhullet med fiskenet og studere dyrene gennem forstørrelsesglas bagefter. Alt udstyr kan lånes på naturcenteret.

“Alle fire dage er naturcenterets eget æblemosteri også sat frem, så man kan medbringe sine egne nedfaldsæbler og emballage til den færdige most,” fortæller Helle-Marie Taastrøm.


Perler, dyr og pandekager
Der er også aktiviteter for de mere kreative sjæle – blandt andet kan man lære at lave perler og blyanter af pil, og man kan indfange naturens farver og måske endda male med dem.

Hvis man er til søde og bløde dyr, kan man tage med på rundvisning ved naturcenterets dyr hver dag kl. 11, hvor man kan komme helt tæt på kaniner, får, geder og høns.

Hver dag i åbningstiden bliver der også tændt op i bålet, og gæster er velkomne til at medbringe gerne noget, der kan grilles. Man kan også tage pandekagedej med eller købe et pandekage-kit på naturcenteret for 50 kr.

Medarbejderne på Randers Naturcenter står desuden klar til at fortælle om, hvad man ellers kan opleve i naturen.

“Vi synes altid det er dejligt at have naturinteresserede gæster, som har lyst til at vide noget om, hvad man kan opleve her i den bynære natur og i naturen andre steder i Randers Kommune,” siger Helle-Marie.


50.000 kr. til krible-krableprojekt
Snart kan børnefamilier låne krible-krablegrej til udforskning af den nære natur på alle tidspunkter af døgnet.

Randers Naturcenter er nemlig blandt de fem vindere af hver 50.000 kr., der blev udloddet til fem danske kommuner, der med nytænkende, eksperimenterende og kreative tiltag vil inspirere og engagere børn og voksne til at opleve, udforske og undersøge den bynære natur, under temaet “Krible Krable”.

“Projektet i Randers er en nytænkning af, hvordan man på en smart måde kan udlåne grej til naturinteresserede børnefamilier, som har lyst til at gå på jagt til lands og vands efter spændende smådyr,” fortæller Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Midlerne kommer fra det store Krible Krableprojekt, der er drevet af Naturvejlederforeningen i Danmark og støttet af Nordea Fonden. Målgruppen er børn tre-otte år og deres familier.


Natur er vigtig for læring
Konkret går vinderprojektet ud på at designe udendørs skabe, hvor man via en sms-lås eller anden låseanordning kan få adgang til godt krible krable grej – lidt i stil udlån af bycykler.

“Vi er rigtig glade for at vores ide vandt gehør for juryen. Det er højaktuelt at skabe muligheder for naturoplevelser for de mindste børn, fordi mange nye undersøgelser viser, at naturen er supervigtig for trivsel og læring,” siger Helle-Marie, og fortsætter:

“Formålet er at skabe muligheder og gøre det let for de randrusianske børn at få deres forældre med på tur,” slutter naturcenterlederen.

Projektet indvies i maj 2018 og bliver endnu et gratis tilbud til borgerne fra Randers Naturcenter.