Langt de fleste vil gerne gøre en indsats og have noget at stå op til. At gå på arbejde giver det enkelte menneske større kontrol over eget liv, en social omgangskreds samt, slet og ret, en mening med tilværelsen.

Vi skal derfor hjælpe de arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet med en seriøs indsats. Ydermere skæpper det lidt i kommunekassen, når man flytter borgerne fra en tilværelse i en kommunal kasse til en på arbejdsmarkedet.

Således går jeg, sammen med resten af Liberal Alliance Randers, til valg på 3 skarpe og konkrete forslag, der vil styrke det grundlæggende og langsigtede samarbejde mellem erhvervslivet og arbejdstagerne – både nuværende og fremtidige.

Stop for sociale klausuler:

Der er ikke noget forkert i, at virksomheder af egen fri vilje tager et socialt ansvar. Men vi skal som kommune sørge for, at alle kommer med, og det gør man ikke ved at indføre krav om sociale klausuler. Frivilligt indgåede, fornuftbaserede aftaler virker altid bedre end tvang. Det er bl.a. derfor, Dansk Byggeri støtter den frivillige model. Lovgivningen og de kommunale processer skal naturligvis matche dette behov. Det må da også være markant mere rart for medarbejderne at vide, de er til stede, fordi virksomheden har lyst, og ikke blot fordi de er blevet det pålagt.

Stop for tossede projekter for ledige: Borgerne i Randers skal ikke betale for, at ledige kan cykle til Alpe D’huez sammen med en tidligere professionel cykelrytter. Pengene og tiden kan bruges bedre på en konkret og målrettet indsat. Selvom projektet hjælper nogle få fremad i jobsøgningen, viser resultaterne, at mange allerede var afklarede omkring deres fremtid inden cykelturen. Derfor giver det ikke meget mening at smide penge efter noget, der absolut ikke er en kommunal kerneopgave.

Opret flere partnerskabsaftaler med erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner:

Partnerskabsaftaler er et godt værktøj til at sikre praktikpladser til unge, der vælger en erhvervsfagliguddannelse, samt for de virksomheder der ønsker adgang til kvalificeret arbejdskraft. Partnerskaber indfanger, modsat sociale klausuler, alle typer entrepriser, og er frivillige for virksomhederne.

Virksomhederne i Randers har brug for kvalificeret arbejdskraft, og hvad er bedre end at få en lærling, man kan specialisere til sin virksomhed. Det er en win-win-situation for alle parter. Derfor vil Liberal Alliance arbejde aktivt for, at vi får markant flere partnerskabsaftaler, end vi har i dag.

Disse forslag giver mening for det enkelte menneske og for kommunen som helhed!

 

 

Peter Brown
Byrådskandidat for Liberal Alliance i Randers
Gl. Jennumvej 11, 1. th.
8930 Randers NØ