DHF oplyser følgende:

U19-kvinderne kan se frem til at få tilknyttet mange års landsholdserfaring, når tidligere landsholdsspiller Katrine Fruelund fremadrettet skal supplere Heine Eriksen og Mikkel Voigt Frederiksen i trænerteamet på U19-landsholdet.

Katrine Fruelunds håndbold-CV taler for sig selv. Bagspilleren spillede på det danske kvindelandshold i næsten 15 år, hvor det blev til 184 landskampe, 570 mål og to OL-guldmedaljer, EM-guld og EM-sølv. Hun har ligeledes spillet et hav af internationale kampe for Viborg HK, HC Leipzig og Randers HK. Fruelund er ej heller grøn, når det kommer til trænererfaring og talentudvikling, hvor hun blandt andet har været talentchef og assistenttræner i Randers HK.

Katrine Fruelund har underskrevet en toårig aftale med Dansk Håndbold Forbund – og hovedpersonen selv ser frem til at arbejde med unge håndboldspillere:

”Jeg glæder mig til at bidrage til udviklingen af talenter. Jeg har selv været i deres sko, og jeg ved, hvor vigtig den rette vejledning er, når du som ung skal navigere i mange forskellige ting både på og udenfor banen. Jeg kan mærke en kæmpe lyst til at blive en del af en verden, der har betydet enormt meget for mig, så jeg glæder mig til at komme i gang,” siger Katrine Fruelund.

Dansk Håndbold Forbund har klare målsætninger for talentarbejdet, hvor man ønsker at udvikle A-landsholdsspillere, der kan vinde medaljer til Danmark. Talentudviklingen i forbundet skal være et kompetenceudviklingsforløb, hvor spillerne møder gode supplerende input i forhold til det daglige arbejde i klubregi. Tilknytning af Katrine Fruelund i talentudviklingen glæder derfor også sportschef Morten Henriksen:

”Vi har en klar ambition om, at vi skal favne bredt både spilmæssigt og personlighedsmæssigt i vores talentsystem. Dette gælder også i forhold til den forskellighed af spillere og ledere, der skal være i vores system. Det er derfor en gave, når vi kan tilknytte Katrine på U19-landsholdet, hvor hun kan supplere et i forvejen stærkt team i Heine Eriksen og Mikkel Voigt,” siger Morten Henriksen og fortsætter:

”Jeg glæder mig også meget over Katrine lyst og ambitioner i forhold til arbejdet med unge spillere. Hun har samtidig en stor spilintellekt, der kan være til gavn for de kommende generationer på ungdomslandsholdet,” siger sportschefen.

Katrine Fruelund er 42 år gammel. Hun er uddannet sygeplejerske, fitnessinstruktør og jordbrugsteknolog. Katrine har siddet i Randers Byråd siden 2013.

 

Bo Ørris fangede hende til en snak: