Borgmesteren i Randers Kommune kommer med al sandsynlighed ikke til at hedde Claus Omann Jensen efter kommunalvalget den 21. november. I hvert fald ikke medmindre konstitueringsforhandlingerne giver overraskende resultater, vurderer kommunalforsker Roger Buch.

Det er vigtigt at huske, at der altså er tre uger tilbage af valget, og der er måske stadigvæk omkring 30 procent af vælgerne, som ikke har besluttet sig endnu. Så derfor er slaget ikke tabt i Randers, men man må sige, at det ligner en meget, meget vanskelig opgave, hvis borgmesteren i Randers skal overleve – i hvert fald på egne stemmer. Det er klart, at konstitueringsforhandlingerne – når man efter valget beslutter sig for, hvem der skal være borgmester – jo nogle gange kan føre til overraskende resultater, siger han.