Der var engang en landsby, smukt placeret i den jyske muld. I landsbyen boede bysfolkene Gammelbrok og Lillebrok. Lillebrok så op til Gammelbrok, for han havde set, at hvis man bare gør brok for brok, så behøver man ikke tage ansvar. Flere og flere tog brokken til sig, for brokken var nu engang noget sjovere end ansvaret – og til sidst stor ansvaret helt alene, mens brokken blev fordelt flittigt i landsbyen.
Alle brokkede sig over brokken, og brokkede sig over hinanden og brokkede sig over at andre brokkede sig om noget og brokkede som om andre. Borgerne brokkede sig desuden over at bysfolkene ikke lavede andet end at brokke sig, og det brokkede bysfolkene så over for de andre bysfolk om, at brokken altså var deres skyld at brokken sådan florerede.
Imens brokken flød igennem landsbyens gader og stræder, hobede de virkelige problemer sig op. De ældre der havde brug for pleje i landsbyen, kunne ikke vaske sig i brokken så håbede i stedet for at brokken kunne blive til vand. Der var syge der fik ondt i ryggen af at gå fra den ene afdeling til den anden med kilovis af papirer, som ikke synes brokken hjalp på den tunge byrde. Der var skolebørn der pludselig ikke kunne læse når de kom ud af skolen, fordi de ikke kunne koncentrere sig i al den brok. Der var bysfamilier der fik lukket skoler, hvis forældre ikke måtte åbne nye, fordi så blev der brokket sig over brokken, og brokket sig over at de der brokkede sig ville brokke sig hvis man startede nye skoler. Desuden brokkede bysfolkene sig over at brokken kostede erhvervslivet dyrt, så de brokkede sig over de som brokkede sig, brokkede sig for meget, og den brok brokkede erhvervslivet sig over.
Tilbage stod landsbyen, splittet fra hinanden og trukket i hver sin retning. Brokken gik i hver sin retning, og ingen vidste hvor de skulle hen.
En dag, mens byfolkene flød i gader og stræder i deres egen brok, stod en lille dreng på gaden og betragtede dem. Men sin uskyld i stemmen pegede drengen på bysfolkene og sagde: ”Men i har jo ikke noget at brokke Jer over? Ansvaret er Jeres, i fællesskab.” Resten af landsbyens borgere standsede op. En enkelt Herre stod frem og sagde: ”Herre Gud, hør den uskyldiges røst, men han har jo ret.”
Ansvaret er Jeres, i fællesskab. Ingen er stærkere end den som samarbejder om et fælles mål. En fælles vision, med langsigtede løsninger. Før vi agerer skal vi lytte, og når vi har lyttet kan vi handle – i samlet flok.
For en bedre Randers Kommune. Det fortjener vi.
Jesper Bræmer
Fusion Randers
R. Hougårds Vej 66
8960 Randers SØ
