Det kan nok være, at Venstre har sendt alle brevskrivende tropper i felten for at begrænse skaderne, det store skoleeksperiment (skolestrukturændringen) har lavet for de mange børn og deres familier.

Desværre er det ikke til at finde hverken hoved eller hale i de tal, vi hører fra kandidaterne.

Lise-Lotte Lervad Larsen(S) er bestyrelsesmedlem på Vestervangsskolen og skriver:

Provenuet er væk. 8 skoler har så stort økonomisk underskud, at de bliver nødt til at overføre underskud på mere end det tilladte 5%.

Anders Buhl Christensen(V)skriver, at skolerne generelt har gode økonomiske vilkår.

Skolebestyrelsesformanden på Søndermarkskolen skriver, at det økonomiske efterslæb på folkeskolerne er er på 25 mio.

Louise Brown og Christina Kjærsgaard begge fra Venstre, ønsker begge en stærk folkeskole uden at tilføre ekstra midler, men mener at dygtige og engagerede lærere kan vende udviklingen/afviklingen af folkeskolen. Venstre argumenterede i 2014 for skolereformen, som det instrument, der skulle stoppe afvandringen fra folkeskolen.

Trods disse forskellige opfattelser af den økonomiske situation, viser kommunens statistik, at afvandringen til privatskoler steget fra 18,3% til 23,9% i indeværende byrådsperiode. Børnenes forældre at åbenbart ikke tilfredse med folkeskolen i Randers kommune. (I Voxmeters tilfredshedsundersøgelse placerer Randers kommune sig på en absolut sidsteplads af samtlige 98 kommuner.)

Et andet argument for eksperimentet var, at skolerne ikke lå, hvor børnene bor. Men udgifterne til at flytte børnene i bus og taxa er steget, hvilket betyder, at der bliver kørt mere elevflyttende kørsel.

Under et vælgermøde i sidste uge fremhævede Anders Buhl Christensen (V), at Venstre overtog en kassebeholdning med en gæld på kr. 20 mio., som nu er vendt til 120 mio.

Et notat, jeg modtog – via radikale Venstre – fra forvaltningen for 10 dage siden, viser at kassebeholdningen sept. 2013 var på kr. 266 mio. kr. og sept. 2017 var vokset til kr. 288 mio.

Tal er åbenbart taknemmelige og kan bruges til hvad som helst. Det er bestemt ikke nemt for vælgerne, at vide, hvad de skal tro på.

 

Poul Rubach
Bækkevej 28, Harridslev
Byrådskandidat for Radikale Venstre